Jeg kan godt lide at afkræfte myter. Det er en svaghed ved min personlighed (adfærd!) som jeg ikke har nogen undskyldning for, og jeg tvivler på at jeg kommer til at vokse fra det (sorry, Cecilie!). Jeg tror tiden er kommet til at afkræfte endnu en myte, og det kommer muligvis til at gøre lidt ondt på mange. Det gør ofte ondt at skifte opfattelse af noget, men det går over, og man kommer som regel klogere ud på den anden side.
Myten jeg ønsker at aflive er at ”positive hundetrænere bedriver videnskabelig hundetræning.”
For nej, det gør vi som regel ikke. Vi træner (næsten) lige så lidt videnskabeligt som alle andre hundetrænere, uanset træningsmetode. Vi tror, håber, mener og krydser fingrene lige så meget som alle andre. Efter et træningspas har vi som regel en ”følelse” af om det er gået godt eller ej, men følelser er som bekendt ikke en særlig præcis ”videnskab”. Man kommer ofte langt med at prøve sig frem og gøre justeringer efterhånden, baseret på hvordan man TROR det går, men ”videnskabelig træning” er det ikke.
Jeg skriver ”næsten lige så lidt videnskabelig” i afsnittet ovenfor, fordi mange gode trænere i det mindste har en forståelse for en del videnskabelige læringsprincipper som de baserer træningen på, i større eller mindre grad. Dette er mange hak bedre end at basere sin træning på anekdoter, misforståelser og ren prøvning & fejling.
Jeg kan i bedste fald strække mig til at sige at klikkertræning ”i stor udstrækning er baseret på videnskabelige principper”. Men at kalde det vi som regel bedriver for ”videnskabelig træning”, er en fornærmelse mod videnskaben. Så jeg foreslår at vi hellere ser lidt på hvordan vi kan forbedre os på dette felt.
Hvordan træne mere ”videnskabeligt”?
Hvis vi ønsker at træne mere videnskabeligt er der en del nye ting vi må begynde at introducere mere af i vores træningsvaner.
- For det første er det vigtigt at definere konkret hvilken adfærd som er målet for træningen, og i hvilken situation adfærden skal udføres. Du bør også have en OBJEKTIV målsætning for hvor godt denne adfærd skal kunne udføres, og allerhelst en tidsfrist for HVORNÅR målet skal være nået.
- For det andet må vi foretage observationer og tage data undervejs i træningen. Grunden til at tage data er kort fortalt den at vi så kan vi VIDE om træningen går fremad eller ej. Vi behøver ikke længere basere os på tro, gæt og feelings. (Forudsætningen for at kunne tage præcise data er imidlertid at vi har defineret adfærden på forhånd, jvf. Pkt. 1.)
- For det tredje må disse data fremstilles på en visuelt logisk måde, således at vi kan BRUGE disse data til at træffe bedre beslutninger i træningen.
Viser vores data at træningen går fremad hurtigt nok til at vi kan nå (den objektive!) målsætning indenfor tidsfristen? Fint, så FORTSÆTTER vi på samme måde.
Viser vores data at vi nåede målsætningen? Fint, så kan vi STOPPE med at træne denne adfærd, og hellere gå videre til næste mål.
Viser dataene at træningen går for langsomt fremad? (Og ved du egentlig hvad ”for langsomt” er?). OK, så må vi FORANDRE noget ved træningen.
Og når vi foretager denne forandring, fortsætter vi selvfølgelig med at tage data. Når vi derefter følger disse nye data, kan vi lære interessante ting om hvordan denne forandring påvirker læringseffekten sammenlignet med hvad vi gjorde før. Grafen viser forandringen i effekt sort på hvidt. Der er ikke længere tale om gæt og tro.
Next level, please…
I de sidste 20-30 år har udfordringen været at få folk til i det hele taget at træne rimelig ”positivt”. Her er der sket meget!
Jeg tror næste skridt i udviklingen bør være at gøre træningen mere videnskabelig. Dette vil gøre at kunskaben vi genererer undervejs, vil være væsentlig mere sikker, end hvis vi bare fortsætter med at basere os på tro, håb, kærlighed og feelings (eller træningsdagbøger med usystematiske notater).
Kort sagt – færre meninger, flere data. Dette kan forresten være et godt ideal at tage med sig hvis du også er engageret i politik…
Siger jeg at AL hundetræning skal gøres videnskabeligt hele tiden? Nej.
Siger jeg at alle hundeejere bør gøre det? Nej.
Mener jeg bestemt at alle INSTRUKTØRER og SERIØSE TRÆNERE bør vide hvordan man kan arbejde videnskabeligt med adfærdsændring, således at vi kan gøre det af og til (meget mere end før!) – og derefter formidle den nye viden på en forståelig måde til andre hundeejere? JA.
Teori OG praksis!
Videnskabsfolk er ikke automatisk gode hundetrænere. Praktisk viden og færdigheder om hundetræning er derfor mindst lige så vigtigt som før. Men hvis vi de næste 20 år også kan begynde at supercharge gode træningsfærdigheder med større brug af videnskabelige metoder, tror jeg udviklingen kan accelereres betragteligt.
Canis` 1-årige klikkerinstruktørkursus er udarbejdet netop for at give dig en sådan platform.
- Du lærer konkret om hvordan godt udført hundetræning (klikkertræning) ser ud i praksis
- Du lærer at observere adfærd præcist (både hos hund og ejer)
- Du lærer at tage data undervejs i træningen
- Du lærer om Præcisionslæring (Precision Teaching) således at du kan bruge disse data til at optimere din træning.
- Du lærer om hvordan de samme læringsprincipper som vi bruger i hundetræningen, også fungerer på din egen adfærd (og hvordan du kan udnytte dette konstruktivt for at forandre din egen adfærd).
- Du lærer om hvordan du kan formidle din kundskab om hund til dine kursister på forskellige måder (dette er et instruktørkursus…)
Kort sagt, hvis du vil have den kundskab du behøver for at lede udviklingen i hundetræningen videre de næste 20 år, ønsker vi dig velkommen ombord. De første 30 deltagere som melder sig på, er sikret plads på kurset. Det er også mulig at følge kurset som observatør. Læs gerne tilbagemeldinger fra andre kursusdeltagere her.
Læs mere om instruktørkurset og tilmeld dig her: