Videnskabelig hundtræning?

Myten jeg ønsker at aflive er, at "positive hundetræner driver med videnskabelig hundetræning."

For nej, det gør vi som regel ikke. Vi træner (næsten) lige så lidt videnskabeligt som alle andre hundetræner, uanset træningsmetode. Vi tror, håber, mener og krydser fingre lige så meget som alle andre. Efter en træningssession har vi som regel en "følelse" af om det er gået godt eller ikke, men følelser er som bekendt en særdeles upræcis "videnskab". Man kommer ofte langt med at prøve sig frem og foretage justeringer efterhånden baseret på hvordan man TROR det går, men "videnskabelig træning" er det ikke.

Jeg skriver "næsten lige så lidt videnskabeligt" i afsnittet ovenfor, fordi mange gode træner i det mindste har en forståelse for nogle videnskabelige læringsprincipper, som de baserer deres træning på, i større eller mindre grad. Dette er mange hakker bedre end at basere træningen på anekdoter, misforståelser og ren prøving og fejling.

Jeg kan i bedste fald strekke mig til at sige, at klikkertræning er "i høj grad baseret på videnskabelige principper". Men at kalde det, vi som regel driver med, for "videnskabelig træning" er en fornærmelse mod videnskaben. Så jeg foreslår, at vi i stedet ser lidt på hvordan vi kan forbedre os på dette område.

Hvordan træner man mere "videnskabeligt"?

Hvis vi ønsker at træne mere videnskabeligt, er der en del nye ting, vi må begynde at introducere mere af i vores træningsvaner.

- For det første er det vigtigt at definere konkret, hvilken adfærd der er målet for træningen, og i hvilken situation adferden skal udføres. Du bør også have en OBJEKTIV målsætning for, hvor godt denne adfærd skal kunne udføres, og gerne en tidsgrænse for NÅR målet skal være nået.

- For det andet må vi foretage observationer og indsamle data under træningen. Grunden til at indsamle data er kort sagt, at vi så kan VIDE om træningen udvikler sig fremad eller ikke. Vi behøver ikke længere at basere os på gætterier og følelser. (Forudsætningen for at kunne indsamle præcise data er imidlertid, at vi har defineret adferden på forhånd, jf. pkt. 1.)

- For det tredje må disse data præsenteres på en visuelt logisk måde, så vi kan BRUGE disse data til at træffe bedre beslutninger i træningen.

Viser vores data, at træningen udvikler sig hurtigt nok til, at vi vil nå (den objektive!) målsætning inden tidsgrænsen? Godt, så FORTSÆTTER vi på samme måde.

Viser dataene, at vi har nået vores målsætning? Godt, så kan vi STOPPE med at træne denne adfærd og i stedet gå videre til næste mål.

Viser dataene, at træningen udvikler sig for langsomt? (og ved du egentlig hvad der er "for langsomt"?). OK, så må vi ÆNDRE noget ved træningen.

Og når vi foretager denne ændring, fortsætter vi naturligvis med at indsamle data. Når vi derefter følger de nye data, kan vi lære interessante ting om, hvordan denne ændring påvirker læringsudbyttet sammenlignet med hvad vi gjorde før. Grafen viser ændringen i effekt sort på hvidt. Det handler ikke længere om gætterier.

Next level, tak…

I de sidste 20-30 år har udfordringen været at få mennesker til at træne rimelig "positivt" i det hele taget. Her