Canis Klikkercamps – Dag 4

Når jeg underviser i rundering lærer jeg kursdeltakerne at det er lurt at veksle mellem tre varianter når det gælder meldingsadferden ved apportering:

1. Direkte belønning
2. Løsbid
3. Fastbid

Jeg anbefaler at veksle mellem alle tre varianter også når hunden har lært at melde med både løs- og fastbid. Mit ideal er at når apporteringshunden kommer fram til en figurant, skal den kunne

1. gå rett i direkte belønning hvis figuranten klikker (og derefter begynder at belønne),
2. tage løsbittet hvis det ligger et løsbid på jorden foran figuranten, ELLER
3. tage fastbittet hvis figuranten ikke klikker og belønner – og der heller ikke ligger et løsbid i nærheden.

Jeg ønsker at vekslingen mellem disse tre varianter skal være problemfri for hunden. Hunden skal for eksempel melde lige så godt med fastbittet selv om den har kørt direkte belønninger de sidste 10 fund.

Hvad er så grunden til at jeg ikke bare køre fastbid hver eneste fund når hunden først har lært dette? Der er to hovedårsager:

• At køre direkte belønning gør at du kan koncentrere dig udelukkende om søget i nogle sessioner. Når hunden ikke skal melde kan man køre mange flere trefninger før hunden er udslidt, og vi fjerner nogle fejlkilder hvis hunden endnu ikke er helt sikker på enkelte momenter i søget eller meldingen.
• At køre direkte belønning eller løsbid gør at du kan forebygge afstandsmeldinger, og at hunden ikke bliver altfor triggerhappy på fastbittet.

Mange er skeptiske til at veksle på denne måde, fordi de mener at hunden bliver dårligere til at melde med fastbittet hvis den af og til får direktebelønning hos figuranten. Jeg har forståelse for at folk tror dette. Men alligevel – det er en misforståelse.

Fastbidmeldingen til din hund bliver hverken dårligere eller bedre af at du køre direkte belønning af og til. Meldingen din er så god som den er, og dette ændres ikke af at du køre direktebelønning eller ej. Hvis meldingen din ikke er godt nok indlært endnu, vil direktebelønning nogle gange kunne føre til at hunden ikke tager fastbittet efter at have kørt flere direktebelønninger på rad – dette er rigtigt. Men meldingen din er nøjagtigt lige så god som før. Det er bare det at svakheden nu kommer frem i lyset.

Hvis meldingen din derimod er godt nok indlært, vil hunden kunne veksle totalt problemfrit mellem direkte belønning og fastbid/løsbidmeldinger – selv i samme træningssession. På sådanne hunde kan man veksle totalt uforudsigeligt, og det er aldrig et problem. I stedet ser man at apporteringmeldingen bliver meget sikker. Afstandsmeldinger bliver effektivt forebygget, og man får ind den vigtige 2-sekunders sikkerhedsmargin vi skriver om i «Rundering i teori og praksis».

Til sidst kommer nogle enkle råd til dig som vil veksle mellem alle tre varianter med bedst muligt resultat og mindst mulig komplikationer:

1. Start tidligt med at træne apporteringmeldingen (på øvelsesbanen) parallelt med at du starter søgtræningen i skoven. Vent ikke til hunden er 2 år og har runderet hele livet med direkte belønning i skoven fram til da.
2. Baglængskæd apporteringmeldingen!
3. Få skikkeligt flow på apporteringmeldingen. Den skal være overtrænet og kvalitetssikret efter alle kunstens regler således at hunden (næsten) aldrig gør fejl når du tager meldingen ud i skoven.
4. Figuranten skal altid klikke før han starter (direkte)belønningen. Dette gør det endnu tydeligere for hunden når den skal melde, og når den skal gå rett i leg. Når hunden melder med løsbid eller fastbid klikker figuranten i stedet når hunden kommer ud på påvisning.
5. Lad altid apporteringsudstyr hænge på hunden selv om du køre direktebelønning således at hunden vænner sig til dette.
6. Find balancen: Hvis hunden er meget triggerhappy på meldingen, køre du flere direktebelønninger. Hvis hunden har lidt svært ved at tage fastbittet, køre du flere repetisjoner med fastbid til hunden får flow på meldingsadferden.

Brug sund fornuft, så kommer du langt. Held og lykke med meldingstræningen!