Belønningstidsplassering

Der er grovt set 4 forskellige kategorier «belønningsmidterplacering». Du kan se eksempler på alle udført i praksis i dette lille onlinekursus på Canisakademiet.no.

Her kommer en kort beskrivelse af de fire kategorier (med en bonuskategori på købet).

1 – Belønning i position («room service»)

Dette vil sige at servere forsterkeren, mens hunden bliver i den position, den er i, når du klikker (i stedet for at komme til dig, når du klikker). Dette er en almindelig måde at forsterke på f.eks., når du træner «ligg». Vi klikker, når hunden lægger sig, og serverer forsterkeren, mens hunden fortsætter ligger.

Hvis vi træner fremmadsendelse til rute, kan «belønning i position» indebære, at vi klikker, idet hunden løber ud til det rigtige punkt inde i ruten, og at vi derefter løber fram til hunden og belønner inde i ruten, eller evt. kaster en bold direkte til hunden.

Formålet med denne type belønningsmidterplacering er på en måde at få «2 adfærd for prisen af 1 forstærker». Vi forsterker selve adfærden, vi træner (f.eks. ligg) med klikket, og forsterker i tillæg «blive liggende i samme position» med den måde, vi serverer forsterkeren på.

2 – Klar til næste repetition

Denne type belønningsmidterplacering indebærer, at vi klikker for rigtig adfærd, og at vi derefter bruger forsterkeren til at manøvrere hunden i den rigtige position til næste repetition. Dette kan indebære, at vi leger med hunden samtidig, som vi forflytter os til næste startpunkt. Det kan også indebære, at vi serverer godbidden sådan, at vi drejer hundens hoved i den rigtige retning, sådan, at det er let for hunden at starte næste repetition med det samme, den har syndt godbidden.

Nogle gange vil «klar til næste repetition» og «Belønning i position» være det samme. Hvis du f.eks. træner «Blive liggende», kan du belønne, mens hunden ligger. Dette er «room service», men samtidig er det også «klar til næste repetition», eftersom hunden jo skal også skal starte næste repetition liggende på samme sted. Det samme gælder f.eks., når du træner vendinger på stedet under fri ved foden.

Formålet med denne type belønningsmidterplacering er at reducere dødtid og få bedre «flow» i træningen. Når hunden hele tiden veksler mellem forsterkning – arbejde – forsterkning (uden dødtid og unødvendig forflytninger imellem), bliver træningen betydeligt mere effektiv, og du slipper, at hunden gør andre (uønskede) ting i perioderne mellem repetitionerne.

3 – Retningsforventning

Retningsforventning indebærer at servere forsterkeren i en særlig retning, med det formål at skabe en «forventningseffekt», som igen påvirker hundens adfærd i ønsket retning. Det måske mest almindelige eksempel er at servere godbidden lidt ud til venstre under træning af fri ved fod/udgangsstilling. Målet er, at hunden efterhånden skal forvente, at godbidden kommer ud til venstre fra venstre hånd, sådan, at den ikke trækker ind foran benene til føreren og dermed går skævt.

Andre almindelige eksempler på retningsforventning er at belønne fremmadsendelse med at klikke og derefter kaste en bold i hundens fartretning. Dette vil efterhånden påvirke hundens adfærd i en bestemt retning.

Retningsforventning er ofte meget effektiv til at «finjustere» hundens adfærd, og det kan være en fin «shapingsgenvej» i flere situationer.

4 – Forberede næste led i kæden

Den sidste kategori indebærer at forsterke på en måde, som gør det nemmere at lægge til næste led i kæden senere. Dette er en forholdsvis usædvanlig form for belønningsmidterplacering, men den kan gerne bruges i visse tilfælde.

Et eksempel er fremmadsendelse til kegle (hvor hunden senere skal sendes videre fra keglen og 25 meter længere til ruten). Man kan da træne selve kegleudsendelsen ved at sætte en afstandsbelønning (bold, godbidskål eller lignende) 20-30 meter ud til højre eller venstre for keglen. Hunden løber da først til keglen, og når den får klik for at stå ved keglen, klikker treneren og siger «værsågod», hvorpå hunden spurter til højre/venstre for at tage forsterkeren. At hunden er vant til at løbe (hurtigt!) videre efter keglen kan på en måde forberede hunden på det, den senere skal lære, og måske spare os nogle ekstra repetitioner.

Denne type belønningsmidterplacering bør imidlertid ikke bruges i stedet for at baglengskæde øvelsen ordentligt. Den er først og fremmest et supplement, som kan bruges af og til, mens mange af repetitionerne også vil foregå med andre typer belønningsmidterplacering.

5 – Ingen bestemt belønningsmidterplacering

Dette med belønningsmidterplacering er blevet en så almindelig teknik at bruge de seneste år, at jeg vil slå et slag for en femte kategori belønningsmidterplacering – nemlig «ingen bestemt belønningsmidterplacering». Dette vil sige, at du klikker for rigtig adfærd – og derefter belønner «på en eller anden måde», som gerne varierer fra gang til gang, og som ikke har nogen ekstra hensigt bortset fra at servere forsterkeren til hunden.

En fordel med at belønne «ustrategisk» og varieret på denne måde, f.eks. nogle gange ved at kaste godbidden til hunden, andre gange give den fra hånden, nogle gange løbe afgårde sådan, at hunden må tage dig igen osv osv, er, at hunden lærer at udføre adfærden i lidt varierede situationer, og ikke kun når vi kører en meget specifik form for belønningsmidterplacering.

Når du ikke bruger belønningsmidterplacering, tvinger det dig også nødvendigvis til at basere træningen på præcis klikkering og fornuftige kriterier – kort sagt god, gammeldags klikkertræning!

Variation er godt!

Og netop dette med at VARIERE er ofte et godt råd, når det gælder belønningsmidterplacering. Tidligt i indlæringsprocessen kan det være klogt at bruge samme type belønningsmidterplacering lidt strategisk (for eksempel retningsforventning) for at gøre selve indlæringen nemmere. Men det endelige mål skal være, at hunden kan udføre adfærden præcist uanset hvilken retning forsterkeren kommer fra, så efterhånden kan du gerne belønne uden nogen særlig retning – eller måske til og med bevidst i modsat retning, for at kvalitetssikre adfærden (f.eks. omvendt klikkering).

«Klar til næste repetition» er noget, man med fordel kan bruge meget for at gøre træningen effektiv. Men husk også at træne adfærdene uden, at du altid har placeret hunden med snuden i optimal retning hver eneste gang! Hunden skal f.eks. kunne «gå til musemåtten» uden, at du altid drejer den i optimal retning hver eneste gang – hunden skal også kunne stå med fronten mod dig, og frivilligt dreje sig 180 grader for at gå til musemåtten. Så igen – variation er vigtig, især når vi er forbi de første stadier af træningen.

«Belønning i position» er fint at bruge f.eks., mens du lærer hunden at holde en bli-position stabilt, men efterhånden er det også smart at variere med at klikke og lade hunden «sprette op» og tage belønningen. Dette gør, at du får kvalitetssikret f.eks. stimuluskontrollen bedre. Hunden skal jo kunne f.eks. «blive liggende» helt til den får klik eller besked om at rejse sig, selv om den «forventer» at sprette op.

Hvis du altid træner en bestemt adfærd KUN med en bestemt type belønningsmidterplacering, kan du kort sagt risikere, at belønnningsrutinen din bliver en så integreret del af adfærden, at hunden simpelthen får problemer med at udføre adfærden, hvis du pludselig forsterker på andre måder (eller evt ikke kan forsterke på en bestemt måde).

Så hovedreglen er «belønningsmidterplacering først for nemmere indlæring og bedre præcision – derefter variation for at få bedst mulig GENERALISERING.

Klikket er vigtigst!

En anden ting, som er meget vigtig, hvis du ønsker at klikkertræne effektivt, er, at du ikke gør belønningsmidterplaceringen vigtigere end klikket. HOVEDFOKUS skal være på at

• klikke rigtig adfærd præcist
• holde arbejdsposition i MINDST 0,3 sek efter klikket

Først når disse to er opfyldt kan du evt belønningsmidterplacere på en bestemt måde for at sætte prikken over i´et og få bonuseffekten.

Det, som desværre meget ofte sker, når hundetrenere bliver for optaget af belønningsmidterplaceringen, er, at de

• Begynder belønningsbevægelserne før/samtidig med klikket (dvs bryder arbejdsposition for tidligt)
• Klikker upræcist

Det, som derefter sker, er, at klikket simpelthen mister sin effekt, eftersom hunden lærer at se efter trenerens belønningsbevægelser i stedet for at lytte efter klikket. Resultatet bliver en ond cirkel, hvor treneren ikke «stoler på klikkeren» (og måske stopper med at bruge denne helt), og i stedet begynder at lægge endnu større vægt på belønningsmidterplacering osv. Og pludselig har man i praksis stoppet med at klikkertræne…

Så moralen er: «God klikkertræningsbasis først – mens belønningsmidterplacering er (den vigtige) kagepynt!»