Med risiko for at virke nyomvendt

Flere af de, som har deltaget, vælger at gå det flere gange som observatør, og det siger noget om kvaliteten på kursusset. Anyway, det var nok ros. En central del af kursusset har været hundeejerspsykologi og selvtræning de senere år. Dette har været tema både i webinarer og gennem praktiske projektopgaver man skal aflevere ved slutningen af kursusset. Hundeejerspsykologien består af flere webinarer, og i 20/21-kursusset havde Dr. Joe Layng derudover et webinar om følelser med arbeidstitlen «Emotions and Emotional Behavior». Det at se på sprog og tanker som atferd har sammen med Dr. Susan Friedmans webinarer om funktionel atferdsanalyse udvidet matrixen for mig.

Selvtræningsprojektet er et projektarbejde, hvor man skal bruge læringsteori og diverse værktøjer til at ændre en atferd man selv udfører. Forskellige kursusdeltakere har taget fat i meget forskelligt, fra afhængighed til at blive kvit med tidstyve. Gennem dette projekt føler man på kroppen, hvordan forskellige forstærkningsbetingelser føles, og det kan give en bevidsthed som giver dig superkræfter når det gælder at tage kontrol over eget liv, udover at man kender på de processer man sender hunden gennem (altid et nyttigt perspektiv for hundenerder iblandt os). For min del besluttede jeg mig for at teste konceptet og se, om det kunne virke i forhold til rygeslut. Jeg havde stoppet flere gange, men endte som regel tilbage på sagen (nok til at mine røykesluttforsøg var vittigheden blandt vennene). Som ringvirkning af det første selvtræningsprojekt har jeg ændret kosthold, søvnvaner, træningsvaner og shoppingvaner. Det sidste selvtræningsprojekt jeg tog fat på, var at tage op igen masteropgaven min og bruge værktøjerne, jeg nu havde, til at klare at afslutte det helvetes ufuldførte projekt, som har hengt over mig de seneste 15 år. Og gæt hvad – i foråret afleverede jeg med godt resultat og får nyde en betydelig lønstigning som belønning for arbejdet.

Gennem det første selvtræningsprojekt arbejdede jeg ret systematisk efter opskriften Morten lagde ud på instruktørkursusset:
1) Registrere atferden, jeg ønskede at arbejde med (kortlægge baseline). Registreringen gik i hovedsagen ud på at kortlægge hyppighed – hvor mange cigaretter jeg røg på en dag – og i hvilke situationer jeg røg.
2) Fremdeles tillade sig selv at røge – men når jeg røg, skulle jeg være mindful. Det vil sige, at jeg skulle være fuldt bevidst om at nyde øjeblikket de gange, jeg valgte at tage en røg. Dette viste sig at være en fejl, for det viste sig, at jeg ikke særlig holdt af smagen, og 9 af 10 cigaretter smagte helt forfærdeligt.
3) Videre brugte jeg pointskemaet Morten har udarbejdet. Det er bygget på token economy, noget som viser sig at fungere godt for mig. Da jeg tilpassede pointskemaet til mit projekt, måtte jeg identificere nøgleiatferder, og jeg måtte tænke igennem hvad der var vanskelige eller vigtige situationer, og hvad der krævede mindre af mig. De førstnævnte måtte give mange point (for eksempel ville det at køre til butikken uden at købe røg give 100 point, og det samme gjaldt atferden at lægge sig tidsnok til at få 8 t søvn), mens nemme atferder (som at køre bil uden at røge eller springe over røgen efter mad) kunne give 10-20 point. Jeg vil nævne, at dette er kun et af flere værktøjer, som er foreslået på kursusset, men jeg brugte pointskemaet, siden selv små point virker forstærkende for mig.
4) Jeg havde pointskemaet gemt på skrivebord, så det var let tilgængeligt, og det var berusende at «jage» point og se pointsummen stige – for mig blev dette efterhånden vigtigere end at indløse den præmie, jeg havde lovet mig selv ved forskellige opnåede summer. Første gang jeg nåede sådan et pointmål, indløste jeg præmien og købte mig en dunjacke, men efter det blev slutpræmien ubetydelig for mig – pointene var det, der «føltes godt». Sidste skridt var altså bare at træffe valg, som gav point, og nyde følelsen.

Masteropgaven er vel det hidtil mest ekstreme udsving af selvtræningen. Da jeg begyndte at nærme mig sluttspurten på opgaven, var det rimeligt tungt at arbejde. Jeg så, at jeg havde meget arbejde tilbage, samtidig med at tiden var knap, og panikken førte til, at jeg fik gjort lidt ud af tiden, jeg havde til opgavearbejde, noget som igen førte til mere panik – altså en helt rigtig ond cirkel. Hvis jeg ikke husker helt galt, faldt dette sammen med, at en del af instruktøreleverne havde afleveringsnerver for deres eksamensopgaver. I den forbindelse talte Morten med kursuseleverne om at passe på, at de var smarte i forhold til hvilke forstærkningsbetingelser de arbejdede under, når de strevede med afleveringerne. Dette gjaldt både med tanke på at udnytte Premacks princip til sin fordel, men også at passe på, at man arbejdede under positiv forsterkning og ikke ved et uheld arbejdede under negativ forsterkning. Begge dele virker, men når det er sjovere at gøre noget, øger det sandsynligheden for, at man faktisk udfører det man skal for at lykkes. Det holder ikke bare at vide hvad man bør gøre, man skal også gøre det.

Som nævnt strevede jeg med at arbejde godt på det tidspunkt, og noget ved det Morten sagde blev liggende som en uro i ubevidstheden. Jeg havde en vag fornemmelse af, at jeg gjorde noget som ikke var godt – selv om jeg var omhyggelig med at bruge små belønninger for mig selv undervejs i arbejdet. Efter at have grubledt lidt på det, erkendte jeg, at jeg havde en verbalatferd, som kan have gjort, at jeg arbejdede under negativ forsterkning: Jeg havde en sætning, som i forskellige varianter blev gentaget meget ofte (mest sandsynlig dagligt eller flere gange om dagen). «Når jeg bliver færdig med opgaven, kan jeg…» eller «Jeg ville gerne have …, jeg kan gøre det når jeg har gjort færdig…» Da jeg spekulerede på, om netop den verbalatferd kunne være kilden til problemer i forstærkningsbetingelserne, besluttede jeg mig for at holde op. Hvis jeg kom i en situation, hvor jeg måtte afslå et tilbud, kunne jeg for eksempel sige: «Jeg kan ikke» – i stedet for «Jeg kan ikke, for jeg skal arbejde med min opgave». Lige efter at jeg blev bevidst om denne verbalatferd – og holdt op med den – gik jeg ind i en periode, hvor arbejdet gik meget lettere, og det føltes bedre at arbejde med opgaven, og jeg var mindre nervøs for at sætte i gang før hver session. I denne periode fik jeg gjort alt det, jeg havde sat mig som mål at gøre tidligere, men ikke havde klaret det, og hele processen føltes anderledes. Konklusionen, jeg har trukket efter dette, er, at min verbalatferd gjorde opgaven om til noget negativt, som jeg skulle blive færdig med, mens da jeg holdt op med det, kan det have givet plads til bare at elske at arbejde med opgaven (jeg er glad for at grave mig ned i dybden på det, jeg interesserer mig for).

Det bliver en del Matrix-referencer her, men lige nu føler jeg mig som Neo på det moment, han virkelig har forstået, at skeen ikke er virkelig, og kan derfor operere frit i Matrix og overvinde agenter, som fremdeles er bundet af reglerne, han har frigjort sig fra. Før jeg holdt op med at røge troede jeg, at jeg var afhængig, og dermed var rygeslut en umulig kamp. Efter at røg bare var en atferd, kunne jeg bare sørge for at belønne alternativ atferd i stedet. Da masteropgaven var et stort vehement, som repræsenterede fiasko, var den et umuligt projekt – og alle mine mange undvigelsesatferder var involveret. Med erkjendelsen af, at det at afslutte den handlede om at udfører en række atferder, som at sætte sig ned og skrive ofte nok, blev selv den ikke umulig. Det handlede bare om at forstå sin egen atferd og hvilken funktion den havde – især undvigelsesatferdene – og lægge til rette for at kunne ændre dem, hvis de saboterede for mig eller var til hinder for at lykkes med det, jeg ville.

Der er ingen kølle – kun atferd.