Hvad er nemmest?

I startfasen skiller den sig ret meget fra det mange andre gør i rundering. Blandt andet er der mange som reagerer på, at vi lader hunden forlade figuranten når vi træner systemet ind. Men også når man begynder at komme dertil, at klikkertræningshunden ser ud som en hvilken som helst anden rundeingshund, er der nogle forskelle, som kan vække reaktioner. Et eksempel er for eksempel, at man fortsætter med direkte belønning også efter at meldingen er etableret. Der findes gode grunde til at gøre dette, og det handler om at vaccinere mod afstandsmelding (at hunden melder før den er helt inde hos figuranten), alligevel er der flere som mener, at når meldingen først sidder, så skal hunden melde – altid.

Grunden til, at jeg nu skriver dette indlæg, er, at jeg fik en kommentar om, at det jeg gjorde virkede meget kompliceret, og at hundetræning er og skal være enkelt. Nu er jo det meste enkelt når du kan det, og tilsvarende kan noget du ikke kan eller forstår virke unødvendigt kompliceret. Og hvad er egentlig simplest? Jeg mener i hvert fald man må se på totalbildet før man afsiger dommen. Det som kan se meget enkelt ud i starten, kan også give udfordringer senere i løbet som er meget svært at rette på. Og det som kan virke svært i starten, kan på sigt vise sig at være den letteste vej at gå. Lad mig illustrere med en lille historie, ikke meget ulign det man finder i for eksempel meldingstræning i rundering.

Scenario 1:

Per Jensen har en enkel træhytte oppe i skoven, og han bestemmer sig for at lægge vandrør ind til hytten fra elven længere oppe i skoven. Dette er jo ingen sag, tenker Per. Han durer ned til butikken, køber rør og graveredskaber og sætter i gang. Han har set sig ud en linje, hvor skoven ikke er så tæt, og så sætter han i gang med gravingen. Siden det kan være lidt koldt om vinteren, graver Per ret så dybt. Efter at have gravet et stykke, rammer Per på grundfjeld. Han forbander og sværger, men der findes ingen vej uden om, han må finde en anden vej. Han prøver et stykke at grave rundt, men uanset hvilken retning han prøver, rammer han på stenen. Noget svedt og irriteret indser Per, at han må begynde på ny. Han starter ved hytten igen, foretager nogle prøvegravinger på den nye rute, han ser sig ud, og så sætter han i gang igen. Det viste sig, at han ikke kunne bruge den lige linje, han først havde tænkt, men når han lægger grøften i en bue gennem skoven, og fælder nogle træer, der er i vejen, så får han lagt grøften sin.

Årene går, og Per koserer sig med det lidt enklere hytte-liv (vand i hytten er ikke at blive foragtet, altså). Så kommer der en særlig kold vinter, og noget sker med rørene. Per ved ikke præcis, hvor skaden er, så han må grave grøften op på flere forskellige steder for at finde skadestedet. Efter meget arbejde med gravingen finder han ud af, at han må skifte store dele af rørledningen ud, flere af samlingerne er skadet og også nogle af rørene. Da vandet frøs til is og udvidede sig, så gik det som det måtte med rørene.
Per er en arbejdsmand, og han har jo hytten, fordi han kan lide at pusle med sådan nogle ting, så han sætter i gang med at skifte rørene ud. Denne gang lægger han derudover isolering omkring rørene, i tilfælde af, at der skal komme nye kuldeperioder (global opvarmning kan være frygtelig koldt).

Scenario 2:

Per Jensen har en enkel træhytte oppe i skoven, og han bestemmer sig for at lægge vandrør ind til hytten fra elven længere oppe i skoven. Dette er jo ingen sag, tenker Per. Han sætter sig ned og undersøger hos kommunen, for han ved, at de gjorde nogle undersøgelser af jorden for et stykke tid siden. Der får han at vide, hvor grundfjeldet ligger, og hvor det er enkelt at grave. Det viser sig, at grundfjeldet har en smallere passage, og en lille sprængladning gør, at han kan lægge rørene ret så lige op til der vandkilden er mest stabil. Da han har fundet ud af dette, tager han kontakt med en ven, som har minigrav, og får lånt udstyr af ham. Så er det tid til at købe rør ind. Per kan lide at sætte sig ind i ting på forhånd, så han sætter sig på nettet og begynder forarbejdet. Han undersøger, hvilke forskellige typer rør, der er på markedet, og hvilke styrker og svagheder de forskellige materialer har. Det viser sig, at hvis han forsterker rørene i samlingerne, og er omhyggelig med isoleringen omkring dem, kan han opveje for nogle af materialsvaghedderne, og prisen bliver ikke så høj, at det ikke betaler sig.
Meget af dette lærer Per, når han opdager et hytte-forum for enkelt-hytte-liv-entusiaster. Der findes flere som Per deroude, og de deler gerne af deres erfaringer i diskussionsforumet. Per har brugt en del tid på at sætte sig ind i forarbejdet, og han føler nu, at han har overblik over de vigtigste faktorer. Han må alligevel grave jobben, og da han ikke kan læse sig til, hvordan han skal gøre det, så bruger han nok lidt tid på at finde ud af samarbejdet med minigraveren. Noget kluss bliver der i begyndelsen, men når han først får teknikken i kroppen, så går arbejdet ret så hurtigt.

Per kan lide at have overblik over det, han har gjort, så han tegner rørene ind i kortet over området, og han markerer også nøjagtige koordinater, hvor der er samlingen. Han skriver ned, hvor dybt rørene ligger, og en cirka oversigt over jordbundforholdene, der hvor samlingerne ligger.

Efter en særlig kold vinter ønsker Per at tjekke status for rørene sine. Han regner med, at hvis han undersøger det punkt, hvor jordbundforholdene er af sådan en art, at frosten vil være værst, så får han et overblik over resten også. Fordi han ved, hvordan jorden er præcis der, så ved han straks, hvilke værktøjer han har brug for til gravingen, så han slipper at kaste tid på sådant. Det viser sig, at det var meget smart at forsterke samlingerne, for der var ingen skader der. Da Per allerede har rørene oppe i dagen, så forsterker han dem lidt mere, netop for at forebygge mod videre slitage i årene, der kommer.

Jeg skal ikke fornærme jer ved at overforklare pointen. Jeg vil blot kommentere, at der er en ret så tydelig overførselsværdi til klikkertræning som metode i denne historien. Nu skal den få lov til at give gær lidt i baggrunden og irritere vettet af jer, eftersom I ikke får ro før, I har fået placeret denne nye indsigt. Når I så har fået placeret den, så kan det være, I ser med lidt andre øjne på noget, der tilsyneladende kan virke svært. Jeg skal ikke lyve – det at sætte sig ind i ting og at være i forkant kræver en indsats af jer, og i begyndelsen kan det virke forvirrende. Men på sigt kan det faktisk være, at det alligevel er simplest.