Canis Clickercamp – Dag 2

Og det var især tydeligt på holdets aussie, da hun kørte en indkaldelsessession i går. Søgning uden indkaldelse er enormt sjovt, men da hun blev nødt til at indkalde med løsbidden, så det ud til, at nogen havde slået hende i hovedet med noget hårdt.

Hun blev simpelthen rigtig «lav». Teknisk set ved vi, at hendes indkaldelse er helt i orden. Men da hun gik ind i denne «lave» tilstand faldt alt fra hinanden. En anden måde at sige det på er, at hun havde en rigtig dårlig Pavlov på skulderen.

I dag var derfor det eneste formål med træningen at få hende til at synes, at indkaldelse var sjov igen. Vi skulle egentlig ikke «lære» hende noget, men vi skulle på en eller anden måde få hende ind i en anden tilstand, hvor effektiv træning var mulig igen.

Så det vi gjorde var enkelt og ligefrem at gøre noget så tilsyneladende «ikke-klikkervænligt» som at køre massiv aktivering. Figuranten fristede hende op i skyerne med beløningen og løb ud i skoven, så hun gøede og hyled af forventning. Vi kørte hende så højt op i arousal, at hun glemte at være «lav» i forbindelse med indkaldelsen. Og nu virkede indkaldelsen pludselig glat igen. For de fleste «normale» hunde ville sådan en aktivering gjort det sværere at indkalde, men i dette tilfælde var det meget vigtigere at få hende ud af den dårlige tilstand, som var blevet forbundet med indkaldelsen fra før.

Planen er nu at køre hende op i stress på samme måde et par sessioner til, så vi får mange vellykkede gentagelser af indkaldelsen på fuld afstand. For hver vellykkede gentagelse bliver indkaldelsen mere automatiseret (bedre «flow»), behovet for at køre hende op i arousal vil blive mindre, og hjælpen kan dermed trappes gradvist ned i løbet af ugen.

Dette er ikke en løsning, som er almindelig nok til, at vi skrev om den i «Rundvisning i teori og praksis». Men så er aussier vel heller ikke altid helt normale, så af og til må man være lidt kreativ i praksis.