Canis Klikkerlej – Dag 3

I denne uken har jeg som sædvanlig kursdeltagere, der jeg tilsammen dækker det meste af spektret, og jeg tænkte derfor, at det kunne være en god idé at skrive lidt om dette fænomen.

Hvis du ligger på 8-10 er du særdeles anspændt når du går på midterlinjen. Din krop er alt andet end afslappet, din sædvanlige humoristiske sans og selvironi glimrer midlertidigt med sit blotte fravær, og hver eneste lille afvigelse fra dit idealbillede for sessionen (som du har indgravet på nethinden) føles som en katastrofe. Hvis sessionen (efter dine idealer) går «godt» føler du intens lettelse bagefter. Hvis sessionen går «dårligt» er resten af dagen ødelagt. Lyder det kendt ud?

Hvis du ligger fra 1-3 er du meget afslappet på midterlinjen. Du er i balance, du er meget mere til stede (eftersom dit hoved ikke er optaget af alle verdens katastrofetanker om ting, som muligvis måske kan gå galt). Du smiler og tager ting med lethed. Hvis hunden laver en fejl eller ting ikke går helt som planlagt, har du stadig evnen til at le af det, samtidig med at du gør det, som kan gøres i øjeblikket for at rette tingene op. Jeg plejer af og til at sige, at man på midterlinjen med fordel kan være så afslappet, at man kan tale i mobiltelefonen, mens man styrer hunden frem og tilbage over midterlinjen. Hvis sessionen går «godt» er du glad. Hvis sessionen går «dårligt» er du stadig glad (mens du noterer dig bag øret, hvad du kan gøre anderledes til næste gang).

Hvorfor skriver jeg så meget om dette? Jo, af en enkel grund, som du måske ser med det samme, når du læser dette spørgsmål: Hvornår tror du, at du træner bedst og tager de bedste beslutninger på stedet i hundetræningen?

a) Når du er afslappet, i balance og generelt ikke tager ting så alvorligt, eller
>
b) når du er så anspændt, at det ser ud til, at du har en target stick sat derhen, hvor du ved?

Svaret er ret indlysende. Når vi er anspændte og stramme, ser vi mest problemer og lidt løsninger. Logik og problemløsningsevne forsvinder. Og når hver mindste lille fejl er en potentiel katastrofe, tør vi hellere ikke øge kriterierne, selv når det er på høj tid.

Når vi husker, at hundetræning ikke er så alvorlig i det store billede, er vi ikke længere så "afhængige" af, at ting går akkurat som vi havde tænkt os. Og fra dette sted tager vi som regel meget bedre træningsbeslutninger. Vi bliver mere responsive i øjeblikket og mere fleksible til at foretage ændringer på stedet, når det er nødvendigt. Dette er måske særlig værdifuldt i ringøvelsen, eftersom det er så mange variabler i billedet, at vi aldrig har fuld kontrol på alt til enhver tid, uanset hvor godt vi har planlagt sessionen på forhånd.