Mit liv som ejer af en Border Collie (del 1)

Interesse for bevægelse + svært ved at give slip (disengage)

Jeg har jo læst, hørt og set med egne øjne at nogle bordere jager alt hvad der bevæger sig. Jaja, tænkte jeg, jeg har haft whippet og blanding med tysk jagtterrier, det kan vel ikke være værre end det.
Det har vist sig, at det kan være meget værre end hvad jeg har stiftet bekendtskab med tidligere. Whippeten og terrieren interesserede sig ikke for ALT hvad der bevægede sig.
Det ville jeg muligvis have sagt at de gjorde, hvis du havde spurgt da jeg havde dem. Det er fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig hvad ALT er.
Alt er fx en gren eller et blad der vejrer i vinden, et snefnug der daler fra himlen, krusninger på vand, en hånd der børster tænder, børster hår, laver havearbejde, en kost, støvsuger eller hvilket som helst rengøringsudstyr, en kat, en fugl, en ged, et barn, en cykel, et løber, en bil og omkring 1000 andre ting.
Forskellen mellem whippet/terrier-jagt og Tweed-jagt er følgende:

  1. Jagtobjektet er ligegyldigt, det er bevægelsen der er interessant
  2. Langsomme bevægelser er sådan ca. lige så stimulerende som hurtige
  3. Det kan være meget svært at slippe jagten igen og komme tilbage til normalt arousal -niveau (at disengage på nydansk)

1. Jagtobjektet er ligegyldigt
Da jeg havde de ”rigtige” jagthunde, havde de meget klare byttedyrspræferencer, som passede til deres oprindelige opgaver. De ville aldrig nedværdige sig til at jage noget så dumt som en bil eller en kost. De ville jage the real thing og kunne til nød bruge et skind i snor eller lignende legetøj.
Tweed er fløjtende ligeglad hvad det er, alt er lige spændende i hans øjne, uanset om det er en fugl, et blad eller et legetøj som jeg tilbyder. Det eneste der måske er lidt mere værd end andet er vores geder – det er der jo ikke noget at sige til, de ligner så meget får, at flere voksne mennesker ikke kan kende forskel.

2. Langsomme bevægelser er lige så stimulerende som hurtige
Tweed ser alt! Også den mindste lille bitte bevægelse på 100 meters afstand. Når han ser og låser blikket på noget kan han gøre 3 ting: stivne og stirre, gø af det eller løbe efter det, som regel i nævnte rækkefølge. Hvis vi er ude opdager jeg alt han låser på, for han stivner og han er ikke lige til at få med videre (mere om dette i næste punkt). En dag låste han blikket på en kvinde, bag en hæk ca. 200 m væk, som stod og vuggede en barnevogn helt stille og roligt. Han reagerer også voldsomt på at jeg fx tørrer støv af eller tørrer skabe eller lign. af selv om det er en meget stille og rolig bevægelse.

3. Evnen til at give slip/disengage
Da Tweed så barnevognskvinden startede han med at stivne og stirre, men gik ret hurtigt til at gø i frustration over at han ikke kunne få lov til at løbe der hen. Det resulterede i at jeg måtte slæbe afsted med en gøende og hylende hund i sele, som først da vi var meget, meget langt væk fra barnevognskvinden rent faktisk kunne slippe hende så meget mental, at han kunne gå forlæns. På det tidspunkt var han så meget oppe at køre, at han ikke kunne andet end at bide i snoren og i mig resten af vejen hjem.
Jeg har oplevet det flere gange, Tweed tænder så meget på en uventet bevægelse, at hans arousal-niveau ryger helt i vejret og jeg kan glemme alt om at få kontakt, at få ham til at spise eller interagere med mig. Hvis det er på en gåtur kan jeg lige så godt gå hjem, for der bliver hverken snuset, tisset eller pøllet på den tur.

Jeg vidste jo egentlig godt det der med manglende evne til at give slip på ting og det giver også rigtig god mening at lige præcis hyrdehunde skal holde fast på fårene og blive ved med at arbejde uanset hvad der ellers måtte være af forstyrrelser.
Jeg tror bare at jeg udelukkende kunne se fordele ved det – det der med at have en hund der engagerer sig 110% i arbejdet og lukker forstyrrelserne ude.
Ind i mellem føles det lidt som om jeg har det totalt modsatte: en hund der er 110 % engageret i forstyrrelserne og lukker mig ude!
Det er aldrig sjovt at blive valgt fra og det er heller ikke specielt hensigtsmæssigt når nu Tweed med tiden skal blive min nye konkurrencehund. Så vi (jeg!) er i gang med projekt ”bliv den populære i Tweeds liv – også når der er en fugl”.
Projektet sætter ind på flere fronter – mere om det i senere blogs, men der er et helt lille delprojekt der adresserer det der med bevægelse og disengagement  og lidt om det herunder.

Træning i forhold til bevægelse og at give slip

For det første prøver jeg at skærme Tweed lidt og begrænse hans adgang til at tænde på bevægelse. Han får fx ikke lov til at være i haven alene, for så går tiden med at jage fugle til han dejser om (-tror jeg, har ikke ladet det komme så vidt, men han ligner ikke umiddelbart en der stopper af sig selv.) Hvis det blæser meget, som det har gjort de sidste dage prøver jeg at gå på steder hvor der ikke flagrer en masse blade rundt. Nu er der jo ikke noget træning for tiden, men når det kommer igen, får han heller ikke lov til at kigge på de andre hunde der træner eller leger.
Det er ikke sådan at jeg putter ham i en mørk kasse og låser ham væk, jeg prøver bare at sørge for at han ikke kommer i situationer hvor jeg ikke har mulighed for at træne ham eller hvor jeg på forhånd ved at han ikke på nuværende tidspunkt kan håndtere det på en fornuftig måde.
Det handler om at han ikke skal øve sig i uønsket adfærd og om at holde hans 
arousal på et acceptabelt niveau.

Parallelt træner jeg at han skal se bevægelser og få en anden belønning – hvis du kender engage-disengage-legen eller ”look at that”, så er det nogenlunde det der sker.
Jeg prøver at lave nogle setups, hvor jeg kan lave noget fornuftig træning og få nogle repetitioner uden Tweed taber sutten. Et eksempel er at jeg sætter min mand til at tørre skabe, stryge tøj eller fnugrulle sine bukser (Ja, det er sådan man får ham til det, siger at det er for at træne hunden).
Jeg har Tweed på noget afstand, der bliver tørret/strøget/rullet, Tweed kigger, jeg klikker og belønner. Langsomt bevæger jeg mig tættere på og efterhånden klikker jeg først når Tweed kigger tilbage på mig.

Tweed har lært at ligge på en seng og når jeg er alene træner jeg at han ligger på sengen, jeg tørrer af på en uprovokerende måde, jeg klikker og går tilbage og belønner.

Det er en lidt langsommelig proces, men det virker. Jeg har lige tørret en låge af i køkkenet (uden at tænke over at det kunne resultere i tænderne fra 16 kg border-bæst placeret i hånden), Tweed så det og løb til hans hundeseng i køkkenet – DYGTIG hund!

Samtidig arbejder jeg med at lære ham at styre sig, når der er bevægelse. Tweed kan slippe på signal og han har en nogenlunde forståelse for værsgo (=du må tage legetøjet), så jeg kan lave små lege, hvor han først må tage legetøjet på værsgo og ikke på bevægelse. I legen kan jeg hele tiden skrue op og ned for sværhedsgraden, hvis det bliver for svært for ham.
Planen er at udvide konceptet så han fx kan sidde se de andre hunde løbe og som belønning få lov at løbe med dem, men det er et pænt stykke ude i fremtiden.