Mit liv som ejer af en Border Collie (del 2)

Mit liv som ejer af en Border Collie (del 2)

Dette indlæg handler om at få en ikke så madmotiveret hund til at blive mere madmotiveret og processen vi har været igennem fra ikke at ville spise godbidder fra mig, til at kunne spise en semimoist tørfoder-pille på træningspladsen.

Dette er andet blogindlæg om mit liv som ejer af en border collie – afsnit 1 kan du læse her.

Lige som første afsnit, handler dette afsnit om et problem der måske ikke er specielt border collie-specifikt, men noget der kan findes hos masser af racer og individer, nemlig manglende interesse for at spise generelt og særligt manglende interesse for at spise godbidder.

Hvis man går et skridt dybere, så handler det om forstærkning og om hvad man kan gøre som klikkertræning når man ikke har så mange forstærkere, som man kunne ønske sig.

Baggrunden

Tweed er IKKE et madøre. Han spiser helst ikke sit tørfoder og vi har været omkring flere forskellige mærker, vådfoder og råfoder, men Tweed er bare ikke vild med mad og hans indtag varierer en del fra dag til dag.

Jeg er kommet dertil, at han er frisk, rask og aktiv (MEGET aktiv), ikke underernæret og han vokser – altså må han få mad nok af det kvalitets-hvalpefoder jeg serverer for ham.

Normalt bruger jeg oceaner af mad i min hundetræning: Det er nemt at levere en godbid, jeg kan have den i lommen, jeg kan hurtigt lave en del gantgagelser af en øvelse med godbidsbelønning, jeg kan styre hvornår belønningen starter og slutter (start når jeg leverer godbid, slut når godbidden er spist). Det er så indarbejdet en del af min omgang med hundene at belønne med mad, at jeg har fedtpletter på ALLE mine lommer i så godt som alt mit tøj!

Da Tweed flyttede ind havde jeg placeret godbidder alle mulige steder, så jeg hele tiden var klar til at belønne alt det han gjorde, som jeg gerne ville se mere af.  Jeg havde valgt tørre godbidder selvfølgelig. Eller faktisk bare et foder af en anden og formodet mere lækker variant end det ”normale” foder.

De godbidder kunne jeg selv spise eller give til en af de andre hunde, for Tweed gad ikke have dem.

Nå, jagten gik ind på noget han gad at spise. Jeg prøvede hele tiden mere og mere lækre godbidder som hunden så kunne sige nej tak til for næste gang at få noget endnu bedre. Hvis han ville spise et stykke flæskesteg den ene dag, tænkte jeg ”YES, nu har vi den”, købte og stegte en flæskesteg for at se Tweed sige ”Nej tak, det er ikke lige mig det der”.

Jeg gjorde præcis alt det jeg IKKE ville anbefale andre at gøre: Jeg prøvede at please, lokke og nøde hunden til at spise og anstrengte mig for hele tiden finde noget der er lidt mere lækkert til ham.

På trods af mine anstrengelser var det faktisk som om det blev værre og værre og efterhånden spiste han så godt som ingen af de godbidder jeg tilbød og ofte forlod han træningspasset efter første godbid.

Forstærkning eller straf?

Når man klikkertræner, træner positivt, belønningsbaseret eller hvad man nu vælger at kalde det så er der EN ting der er alt afgørende for succes eller fiasko: Belønninger.

Hvis jeg ikke har noget der kan belønne ønsket adfærd hos hunden, så har jeg ikke mulighed for at træne belønningsbaseret!

Jeg kalder det belønning og forstærkning i flæng, men egentlig er forstærkning den korrekte betegnelse og også den der giver mest mening at bruge lige her.

En belønning er en ting – Et stykke pølse, en bold eller 1000 kr. En belønning gives til et individ, man kan fx sige at man belønner HUNDEN for at sitte.

En forstærker er derimod en procedure. Forstærkeren er en aktivitet fx at sluge pølsestykket, at løbe efter bolden, tygge i bolden eller hvad nu den foretrukne bold-aktivitet er for hunden. Når man taler om forstærkning er det ADFÆRDEN der forstærkes og ikke hunden. Eksempelvis kan man sige at mulighed for at løbe efter en bold forstærker en sit.

Når man træner belønningsbaseret bruges primært positiv forstærkning. Definitionen på positiv forstærkning at der tilføres noget, som øger sandsynligheden af en adfærd.

Definitionen på straf er at adfærden hunden laver lige inden straffen, vil bliver mindre sandsynlig. Ved positiv straf tilføres noget (et ubehag) og ved negativ straf fjernes noget (attraktivt) fra hunden.

De definitioner gør, at man ikke bare kan antage at noget er en straf eller en forstærker i forhold til en bestemt adfærd. Det kan først vurderes efter man har brugt proceduren (straf eller forstærker) i noget tid og man har målt på om adfærden bliver mere eller mindre sandsynlig, at du reelt kan vurdere om du straffer eller forstærker på, er ved at måle om der kommer mere eller mindre af den adfærd du træner på.

Så hvis jeg træner sit og forstærker med kødbolle, vil jeg efter nogle gentagelser kunne se om det bliver mere eller mindre sandsynligt at hunden sitter i vores træning. Hvis hunden sitter oftere end den plejer var det en forstærker at spise kødbolle. Hvis den sitter sjældnere end den plejer i vores træningspas, så er der et eller andet i det at spise kødbolle eller min servering af kødbolle der gør det til en straf.

Det er måske kun de meget nørdede, der går så systematisk til værks med at tælle rigtige og forkelte forsøg, men det er faktisk godt at have i baghovedet, at hvis en øvelse eller en situation ikke virker til at blive bedre, men tværtimod forværres, så er der noget som ikke helt fungere i forhold til forstærkning.

I mit tilfælde oplevede jeg at hunden blev mindre interesseret i træning med mig og ofte forlod træningen efter en godbid. I så fald må godbid fra mig være en straf, for den gør adfærden at træne med mig mindre sandsynlig.

Det er samtidig en positiv straf, for det er noget jeg tilfører. Positiv straf et ikke noget jeg ønsker at bruge i min træning, for det ER at tilføre hunden noget ubehageligt – også selvom det ubehagelige er et stykke økologisk andebryst, noget mange hunde ville synes var VILDT lækkert.

Det var ikke ligefrem planen at lave lækker mad til hunden for at straffe den for noget jeg faktisk rigtig gerne vil have ham til.

 

Løsningen

Løsningen består af flere dele. Målet var, at Tweed spiser godbidder af ”medium kvalitet” i alle trænings- og konkurrencesituationer.

Godbidsservering

For Tweed er serveringen af godbidden vigtigere end smagsoplevelsen: En godbid der bliver kastet langs jorden eller han skal jagte i min hånd er meget mere værd end en der bare bliver serveret i munden.

Jeg startede med at sørge for at næsten al Tweeds mad kom fra mig. Jeg måler hans foder op hver morgen og giver det i løbet af dagen i træningssessioner og hvis han ikke har spist det hele, får han resten i et aktivitetslegetøj eller en snusemåtte om aftenen. Jeg droppede altså de über-lækre godbidder i en periode og gav ham i stedet et kedeligt tørfoder.

Foderet består af  hvalpetørfoder, gerne 2-3 forskelige slags, men det er det. Ingen ekstra-lækre godbidder blandet i, så det hele får lidt smag af pølse, bare foder. Han får stadig lidt ekstra lækre godbidder til særlige lejligheder, fx når vi træner i  svære situationer fx at være i ro og ikke jage alt hvad der bevæger sig.

Der er ret mange måder man kan servere en godbid på, jeg bruger at kaste en godbid til at gribe, at jage en kæmpegodbid jeg holder i hånden, jage godbid der kastes langs jorden, jage godbid jeg har i hånden mens jeg løber afsted med den, en godbid i en skål, som hunden først må tage på mit signal og så videre.

I denne video tester jeg forskellige former for servering af godbidder og hvis du ser helt til slutningen, vil du se at på det tidspunkt var en tom skål mere værd for Tweed end godbidderne (som han dog spiste)

Systematisk træning i at spise godbidder

Premacks princip siger, at en meget sandsynlig adfærd kan bruges til at forstærke en mindre sandsynlig adfærd. Det klassiske eksempel på Premacks princip er da du som barn skulle spise dine grøntsager før du måtte få dessert. Hvis dette gøres systematisk og konsekvent, vil grøntsagerne med tiden overtage noget af dessertens værdi og derfor vil det at spise grøntsager måske blive lige så forstærkende som at spise dessert (mine forældre har ikke brugt Premacks princip systematisk og konsekvent, for jeg kan stadig bedre lide citronfromage end jeg kan lide rosenkål).

I Tweeds tilfælde, har jeg trænet, så efter en aktivitet hvor der indgår spisning følger der altid en aktivitet med der er mere attraktiv. Så fx efter han har spist en godbid fra min hånd, kommer der fx en trækkeleg.

Alle aktiviteter kan i princippet bruges til at forstærke godbidsspisning. Det er vigtigt at du kan styre start og stop af aktiviteten og det er mere værdifuldt for hunden end at spise godbidder.

Her ses en lille video, hvor jeg bruger det at grave til at forstærke at spise en godbid.

 

I videoen nedenfor klikker og belønner jeg det at spise godbid som en hver anden adfærd – timingen er lidt svær her, for jeg kan ikke se om han rent faktisk spiser godbidden, kun at han samler den op. I først repetition kaster jeg godbidden og i de følgende repetitioner klikker og belønner jeg ham for at spise godbidden, præcis som jeg ville have gjort i træningen af enhver anden øvelse.

Belønningen for at spise godbidden er at jage og fange legetøjet.

 

Øvelse gør mester

Ud over systematisk træning og forskellige former for godbidsservering er der også et element af øvelse eller flyd i det at spise godbidder, ligesom der er i enhver anden adfærd. Jo flere gange hunden har udført adfærden, jo bedre bliver den til det.

Mit tredje tiltag er derfor at servere godbidder for Tweed i forskellige situationer og på forskellige steder.

Det er min oplevelse at den første godbid er sværest at spise, men har han først spist en er det lettere at spise den næste. Hvis han ikke har kunnet spise i situationen, har jeg overvejet om der måske er noget der forstyrrer ham og har øget afstanden til det og prøvet at præsentere godbidden igen. Hvis der ikke har været noget specifikt der forstyrrede ham eller hvis jeg ikke har kunne styre situationen (fx fordi det der forstyrrer er en anden hund på vej mod os) eller jeg har bare noteret mig at det fx er for svært for ham at spise i den situation og at det skal der trænes på i et seperat træningspas.

Samtidig med dette har jeg sørget for at efter han har spist et antal godbidder, har jeg forstærket med en mere attraktiv aktivitet, fx at løbe med mig

Forgiftede godbidder

Jeg har virkelig tænkt over hvad jeg kan have gjort for at ødelægge mine godbidder så godt og grundigt.

For at ødelægge en god forstærker, skal man først have give forstærkeren og derefter påføre hunden noget ubehageligt.

Eller man kan sige at man skal straffe den aktivitet, som var den planlagte ”belønning”. Det vil gøre at det bliver mindre sandsynligt at hunden vil udføre den aktivitet, som egentlig skulle være belønningen. Det kaldes forgiftede signaler og det ses ofte fx når dyrlægen prøver at lokke hunden op på undersøgelsesbordet. Signalet for hunden er dyreklinik + dyrlæge + godbidder = ubehag.

Det synes jeg jo ikke jeg har gjort, men så alligevel er jeg kommet i tanke om et par situationer hvor det kunne være sket. Før det første er Tweed meget interesseret i genstande. Det kan være alt fra en død gnaver en af kattene har fanget, en pind, en øldåse, et cigaretskod eller hvad som helst man kan være så heldig at finde på gåturene. Hvis det bare er en øldåse, så fred være med det, men når han samler noget farligt eller giftigt op, så vil jeg gerne have at Tweed slipper det.

Så har jeg nok gjort det at jeg lige har prøvet at bytte med en godbid. Jeg har holdt en godbid op foran næsen på ham og han har holdt godt fast i sit ”bytte”. I Tweeds verden er en død mus meget mere værd end den godbid jeg kan tilbyde. Når så Tweed vælger ikke at slippe har jeg grebet ind og taget det han nu har ud af munden på ham. Det er foregået stille og roligt og jeg har typisk bare taget fat i det han har i munden, til han slipper det, men alligevel, så er der et pres fra mig og tingen forsvinder bagefter.

Et andet eksempel, er når Tweed skal have sele på. På et tidspunkt brød han sig ikke om at få selen over hovedet, så jeg lærte ham selv at stikke hovedet igennem. Det er gået helt fint i træningen – stik hovedet igennem og få en belønning. Men jeg have nok lidt glemt at det med at spænde klikspænderne i siden også kan være ubehageligt, så efter vi havde trænet den første den var rækkefølgen: stik hovedet igennem, få en godbid og oplev et ubehag når jeg spænder selen!

Jeg kan heller ikke sige mig 100% fri for at komme til at have godbid i hånden inden jeg tager fat i halsbåndet for at føre hunden ind i et andet rum eller lignende.

Jeg har sikkert gjort præcis de samme ting med mine andre hunde og Tweed er den først hund jeg har haft, hvor det har været et problem med at spise godbidder.

De har typisk været mere interesserede i mad fra starten af, så den værdi der har været i den godbid jeg evt. har lokket med har været meget større end det lille ubehag der måske har været ved at jeg har taget dem i halsbåndet. Den går bare ikke når godbidden kun er en middelmådig forstærker.

I dag kan Tweed spise godbidder de fleste steder og i mange situationer (HURAA!) og jeg kan bruge godbidder i træning. Han er stadig småt-spisende, men han er ikke heldigvis død af sult endnu.