Gå til filmen!

Gå til filmen!

Bliv filmstjerne eller bliv bare mere bevidst om din egen træning.

Vi er alle sammen mere eller mindre bevidste om hvordan vi får dét frem i vores træning vi gerne vil have frem. Vi ved, at timing er vigtigt og vi ved at de helt rigtige kriterier er vigtigt. Vi ved også at vores forstærkning er vigtig – både kvaliteten og frekvensen.

Når det så går i hårdknude alligevel, er kameraet din bedste ven. Det er ikke altid vi har en instruktør lige ved hånden til at observere hvad der mon sker, siden vi ikke får det frem vi gerne vil have. I stedet, så film dig selv. Du behøver ikke have det sidste nye smarte videokamera – kameraet i din telefon er fint nok. Sæt det op så du er sikker på at få alle detaljer med, og tæt nok på til at du kan se hvad der sker. Du skal kunne se dig selv, hele dig selv, og selvfølgelig din hund.

Træn det du finder vanskeligt i ca. 5 minutter, og når du er færdig skal du helst få videoen op på en computerskærm, så ser du bedre detaljerne.

Det du kan se efter er:

Klikker du på det rigtige tidspunkt? og her kan du efterfølgende reflektere over, om du er bevidst om HVAD det rigtige tidspunkt er.

Har du sat et rigtigt kriterium? Er det for svært for hunden, eller er du blevet for længe det samme sted, så det er svært at komme videre?

Hvordan bruger du dine hænder og krop? Forvirres hunden af mange signaler på én gang? Vi er sjældent bevidste om hvad vores krop gør, og det vil filmen afsløre.

Når du har set videoen igennem et par gange kan du lægge en ny træningsplan, ændre nogle ting og se om ikke du kan komme videre med den øvelse du sad fast i.

Held og lykke som filmstjerne. Hvis du alligevel gerne have nogle andre øjne på din træning, så starter der et “Go Crazy”-hold til marts 2016.