Udvikling af legebelønning

Udvikling af legebelønning
(Denne artikel har tidligere være publiceret i  Canis 1/17)

Et af de vigtigste redskaber for os hundetrænere er at kunne belønne hunden for sin indsats. Hvis man ønsker at bedrive belønningsbaseret hundetræning – ja så siger det sig selv at belønning er noget vi virkelig må mestre hvis vi vil lykkes med læring! Og værdien af at have et stort belønningsrepertoire med veludviklet god leg har vi hørt om mange gange før!

I klikkertræningens første år i hundeverdenen spillede belønning med mad den største rolle, og det gør den sikkert stadig for nogle hunde. Hvad der fungerer som belønning, er individuelt og i bund og grund noget den enkelte hund selv ”bestemmer”, men det betyder ikke at vi ikke kan påvirke hundens præferencer. Belønning – eller mere præcist forstærkeren – for en adfærd er ifølge Premacks princip ikke en ting men en adfærd. I den form vi oftest benytter en forstærker som en adfærd hvor man kan gøre noget med en ting: Spise, bide i, løbe efter, kæmpe om etc. Og hvad hunden foretrækker, er det vi må vælge at bruge hvis vi vil øge sandsynligheden for en anden adfærd. Men! Siden forstærkeren også er en adfærd, så er der altså en mulighed for at vi kan påvirke denne. Den kan også formes og gøres mere sandsynlig.

Selvfølgelig kommer vi ikke uden om at medfødte egenskaber spiller en vis rolle. Der er stor forskel på hvor let det er at få en basset hound til at gå i intensiv trækkeleg i forhold til en malle. Men dette er bestemt ikke kun et spørgsmål om race – som før nævnt handler det også om akkurat DETTE individs præferencer i netop denne situation. Så selvom du har fået dig en lækker malle, er det ikke nødvendigvis sikkert at den synes jeres trækkeleg er morsom nu og her. I det følgende går vi ned i detaljen og ser på aspekter i belønningslegen – hvad er det egentlig vi/hunden gør i legen, og hvorfor gør den det – eller hvorfor ikke. Og den form for leg jeg mest fokuserer på her, er leg med en genstand som inkluderer trækkeleg. Men nogle af principperne vil være de samme i anden form for leg.

Foto: Lina Kayser

Faktorer som kan påvirke legen

Som sagt så har vi hundetrænere hørt mange mange gange fra diverse instruktører og succesfulde stjernehundetrænere at det er yderst vigtigt at få din hund til at lege. Så ok du er sat i gang og er meget opsat på at få din hund til at lege. Som ovenfor nævnt, er det meget forskelligt fra hund til hund hvor interesseret hunden er i at tage noget i munden og holde fast på det og eventuelt også have en lille trækkeleg med dig. Der er flere ting at tænke på her. Noget af det vi ser på her er materialevalget/typen af genstand og interaktionen mellem dig og hunden.

Nogle hunde er ligeglade med hvad de tager i munden, andre er meget mere selektive. Hvis din hund hører til de mere kræsne, kan du prøve at præsentere flere forskellige materialer. Skal det være pels eller absolut ikke loddent, eller måske noget der er meget blødt, eller noget der er nemt at holde fast på? Du må teste dette lidt og se om der er noget hunden har mere interesse for frem for noget andet. Start med det hunden helst vil tage. Her kan man så klikke og belønne med mad for at tage forskellige former for materiale i munden. Det kan være måden at komme i gang på, men når vi skal til at lege med genstanden, ønsker jeg ikke at blande mad ind i sagen. Selvfølgelig hersker Premack også her, og man kan godt komme langt med dette, men man kan også nemt få en hund som ”gør hvad den skal” med tingen men som bliver ved at forvente at maden følger bagefter, og som også beholder den pavlov som hører til at spise – og det er en helt anden pavlov vi gerne vil have frem i legebelønningen. Derfor kan det være en fordel at shape sig frem kun med genstanden.

Et af de forhold som måske er vigtigst at fokusere på, er måden du får legen i gang på. Man kan godt blive så opsat på og ivrig efter at få vovse til at lege så hunden måske snarere tager tingen i munden for at stoppe din asen og masen og hersen, end den gør det fordi den for alt i verden vil have fat på den dims du har der. Det er helt centralt at hunden leger frivilligt, og ikke fordi den enten får stoppet tingen ned i halsen, eller griber ud efter legetøjet fordi du nu har tirret den så tilstrækkeligt meget at den må gøre noget for at stoppe din chikane, eller at den måske finder sig i dette fordi den ved du slutter med en godbid til sidst. Det er desværre ikke helt ualmindeligt at se hunde der ”leger af pligt”, og hvad er pointen med det? Ja, det kan godt være at du får hunden til at hænge fast i en fleeceflet og nu stolt kan fremvise at din hund leger – du skal bare huske at det ikke er det der er afgørende. Hvis en trækkeleg eller anden form for leg skal fungere som forstærker, så skal det være noget hunden gør frivilligt fordi det er morsomt i sig selv, eller sagt mere præcist: den mest sandsynlige adfærd for hunden netop nu . Og hvordan finder du ud af om din hund virkelig kan lide legen? Jo, du må se på to ting: Hvad er legeadfærdens funktion? Hvad vil hunden opnå med at gribe ud efter tingen? Griber den ud efter tingen for at stoppe dit hersen og hujen, eller fordi den vil fange tingen eller morer sig over at jagte den og konkurrere med dig om den? Hvordan finder vi ud af det? Jo, den adfærd som du ønsker at forstærke med legen – altså den som kommer før legen – skal blive mere sandsynlig. Det er jo egentlig vældig logisk og lige til. Det er ikke svært at indse at der er en verden til forskel i kvalitet på legen som hunden selv kaster sig ud i med liv og sjæl, fremfor den hvor hunden ved at den må gøre det for at slippe for dit hersen.

Hvordan kan vi vide om hunden vil vælge legen til?

Den simpleste adfærd at bruge som ”testadfærd” kan være at løbe hen til dig frivilligt. Lad en hjælper holde hunden og stil dig lidt væk, klar med legetøjet (uden at bevæge dig eller legetøjet). Lad hjælperen slippe hunden, og når den opsøger dig uden at du kalder på den, leger du med den. Gentag et par gange. Når den kaster sig ind til dig for at få lov, ved du at du nu har en forstærker du kan bruge til en masse andre adfærd hvor leg er velegnet.

Nu er det ikke sikkert du har herset og hetzet hunden ind i legen. Nogle hunde har det at gribe efter noget der bevæger sig meget højt oppe i præferencehierarkiet fra fødslen af. Men det kan godt være at de alligevel ikke synes det er særlig behageligt at gøre det i tæt eller vild kamp med et menneske om legetøjet. Det nævnte jeg også i forrige udgave af Canis. Du må også her se på om den leg I har sammen, øger frekvensen på adfærden du vil forstærke, og se også gerne efter hundens signaler – signaler er også adfærd. At hunden knurrer dybt og får whale-eyes kan være et tegn, men det kan også være interessant at observere hvad hunden gør når den vinder legetøjet. Hvis hunden vælger at løbe langt væk med legetøjet og atomisere det for sig selv, er dette i hvert fald information til dig om at legen med dig ikke er af lige så høj værdi som det er at stikke af med det og have det for sig selv.

Men hvad kan du så gøre for at få hunden i gang med at lege med legetøj på en måde som den føler sig tilpas med, og som bygger legen op som en effektiv forstærker?

Der er mange muligheder. En kunne være at tage en lang longepisk som hestefolket bruger og binde en klud af det materiale du tror din hund helst vil tage i munden i enden af piskens snert. Lad hunden være helt fri og gør legetøjet ”levende” som en mus hunden skal jagte. Gør det ikke alt for svært at fange ”musen” i begyndelsen men tilpas det hundens interesse. Og husk: Hunden skal kæmpe lidt for sagen selv – du skal ikke tirre den op i ansigtet hvis den tøver lidt. Arbejd hele tiden væk fra hunden så den må løbe efter tingen. Det er ikke sikkert den tager det i munden med det samme, men det kan komme senere når den begynder at forstå gamet. Giv den tid til at snuse til og undersøge legetøjet ind i mellem hvis den ikke bare hugger ud efter det direkte, inden du atter gør det levende igen.

Legen med legetøjet bundet fast i piskesnerten har nogle fordele. Man kan lave en jagtleg som er nemmere at gøre mere levende end hvis man bare har et kortere legeredskab – og en del hunde tænder på det. Og så er mennesket i den anden ende længere væk fra hunden og kan ikke forstyrre så meget med uheldige signaler og kropssprog til hunden som den måske føler sig presset af. Er hunden følsom overfor tæt interaktion med ejer (eller figurant i skoven?), kan den langsomt vænne sig til dette ved hjælp af pisken, for man kan langsomt gøre afstanden kortere, så hunden lærer at det er ufarligt at lege tæt på. Dit ansvar er at være opmærksom på din egen attitude og gestik overfor hunden så længe den er presset af det. Med tiden lærer I hinanden at kende, og hunden lærer at dette er morsomt og ufarligt. Og når hunden lærer at mestre at fange noget med større sikkerhed, vil den også få lidt mere selvtillid og være mindre følsom overfor forstyrrelser.

Ikke alle hunde profiterer af longepisken – det kan f.eks. være at din hund måske synes det er mere morsomt hvis du har noget du gemmer bag ryggen og lader som om det er meget spændende og på den måde udnytter dens nysgerrighed. Man kan også være to personer der kaster legetøjet imellem sig, og når hunden bliver meget interesseret, lader du den få det. Det kan også være rigtig godt at du deltager med entusiasme i legen – det kan hjælpe hunden meget til at turde give den mere gas hvis du lægger dig ned på jorden og leger med den. Glade tilråb KAN være godt men bare husk hele tiden at observere din hunds adfærd så du ikke skræmmer den eller irriterer den i stedet.

Få trækkelegen frem

I begyndelsen lader du hunden vinde legetøjet så snart den har taget fat i det, og lader den have det lidt, og når den slipper, starter du jagten op igen (stadig med legetøjet fæstnet enten i pisken eller i en lang line) Efterhånden som hunden begynder at tage ordentligt og godt fat i legetøjet, kan du gradvist begynde at indføre en lille smule kampleg. Hunden skal nu arbejde lidt mere for at vinde det. Du kan starte med at lade den vinde så snart den gør ansats til at ville trække bagud. Det er her vigtigt at tænke på at spille med handicap! Du skal ikke trække hunden mod dig men følge med den når den trækker bagud (som om hunden er den stærkeste). Det er rigtig godt at gå ned på knæ i hundens hovedhøjde og følge med den som om den trækker afsted med dig. I begyndelsen kan du beholde den lange line i legetøjet, men afstanden mellem dig og hunden kan du efterhånden mindske, og også hvor meget hunden skal kæmpe for at vinde. Tænk hele tiden over dit kropssprog – hvis hunden ikke bryder sig om at du bøjer dig over den, eller ser direkte ind i ansigtet på den, må du undgå det. Ikke alle er lige følsomme med dette, men nogle er! Og det kan være en medårsag til at den ikke sætter pris på selve trækkelegen. Det vi ønsker at opbygge med en god trækkeleg, er at kampen med dig i sig selv får lige så meget værdi, eller helst mere, end at vinde det og løbe væk med det og have det for sig selv. Så længe du har lang line på legetøjet, kan du nemlig lade hunden vinde uden at slippe det helt ud af din kontrol og få opøvet en ping- pong mellem at lade hunden vinde og have det selv, og så snart den slipper det, sætter du det i gang igen, og vi kan så langsomt opbygge en leg hvor hunden til sidst kommer tilbage og inviterer til mere kamp fordi den finder ud at selve kampen er sjov, og du er den som tilbyder det og gør det levende. Når vi har en hund som er nået dertil, vil værdien af legen være inde hos dig, og du har nu større kontrol over belønningsritualet uden en masse hersen med hunden. Det bliver meget nemmere at få den til at returnere med legetøjet hvis alt det sjoveste foregår inde hos dig.

Det er heller ikke uvæsentligt at pointere at du HELE TIDEN skal være opmærksom på at du får mest muligt initiativ fra hunden før du selv begynder at agere. Tænk på at din ageren – alle dine bevægelser og lyde – er en forstærker (evt betinget – altså som et klik) for det hunden gør i præcis det øjeblik – dvs at din ageren enten kan forstærke passivitet eller aktivitet fra hunden. Det er kernen i at få den bedste leg som forstærker: at vi får forstærket hundens eget initiativ til leg, så vi får formet at hunden går til det med liv og lyst uden hetz så snart den får chancen. En god forstærker er noget hunden vil vælge til frem for en masse andre tilbud i verden!

Foto: Grafiko.dk

Skal der være regler?

Når det gælder legebelønning, mener mange at der skal være regler for legen. De fleste har nogle af disse regler (eller dem alle):

  1. Hunden skal returnere med legetøj den har vundet eller hentet
  2. Den må ikke røre fingrene med tænderne under legen
  3. Den skal tage det jeg serverer – og ikke fravælge noget
  4. Den skal kunne slippe det og legen afsluttes

Og ja, jeg er helt enig i at dette absolut får træningen til at glide lettere. Men det er ikke uvæsentligt hvordan du får dette gennemført! Et diktatorisk regelregime kan kvæle det som var intentionen med belønningslegen – det kan gå fra at være en leg til en øvelse i apportering, og måske går fornøjelsen for hunden fløjten i dette. Især hvis du roder dig ud i en masse fejlmelding…

For det første er det vel ikke nødvendigt at sige at hunden må lære reglerne at kende før man kan forvente sig at den overholder dem. Og ærlig talt så bryder jeg mig slet ikke om at tale om regler her, det er snarere hvilke kriterier du sætter, og hvor hårdt du vil holde på dem. Belønningsleg er adfærd der kan formes så det fungerer hensigtsmæssigt, men uden at give køb på glæde-kontoen hos hunden. Hvis det ikke er morsomt, så er det ikke en god positiv forstærker!

Punkt 1 ovenfor er omtalt af mange andre, så det vil jeg ikke fokusere på her, men blot huske dig på at frivillighed og forstærkning for det man ønsker at få, er vejen frem.

Punkt 2 kan jeg tilføje et par ord om. Mange foreslår at hyle højt når hunden kommer til at ramme dig. Min egen erfaring er at det absolut ingen virkning har haft på mine hunde. Hvis det har en virkning – hvorfor virker det så? Fordi det er ubehageligt/skræmmende for hunden? Det er noget du må vurdere. Hvor meget påvirker det din hund, og kan det komme til at lægge for stor dæmper på hunden? Mit eget redskab har været at bruge velindlært doggiezen på legetøj. Og så er hundens erfaring med at ramme rigtigt noget der kommer med tiden. Og husk at shit happens – hunden rammer ikke ved siden af med vilje – de allerfleste hunde har faktisk bidehæmning. Man må tåle lidt fra en rigtig legeglad hund.

Med punkt 3 menes der at hunden skal tage den belønning jeg serverer i netop denne repetition. Det der ligger i dette, er at du tilbyder en bestemt belønning, og det er så den det er muligt for hunden at få her og nu. Hvis hunden afviser belønningen – f.eks. ikke vil lege – så skal du derfor ikke tage en godbid frem i stedet. Hvad belønner du så? Jo, at hunden fravalgte legen. Det er den mest effektive måde at aflære hunden at lege, og det var jo netop ikke det du ville. Hvis hunden nægter at tage den belønning du serverer, kan du fortsætte med at tilbyde leg opmuntrende, men du skal ikke prøve at gennemtvinge legen som omtalt ovenfor. Får du den ikke i gang her og nu, er det bare en mislykket repetition. Og så må du tage det som en information til dig med måske flere budskaber. Det kan være at du belønner meget stereotypt, hvilket gør at din hund får nogle meget faste forventninger om hvad der kommer, og/eller at kvaliteten på den belønningsform du valgte ikke havde synderlig værdi for hunden i den situation: Hvad kan du gøre for at ændre dette?

Det er vigtigt tidligt i hvalpens liv at lære den at tage alle mulige materialer i munden og at lege med så mange forskellige ting som muligt, og det må du fortsætte med (eller begynde på!) også med den voksne hund. Pas på at du ikke selv tager de samme to stykker legetøj med hver gang du træner, og øv hunden i at der kommer forskellige ting op af din lomme. Du er meget bedre stillet træningsmæssigt hvis du har lært din hund at lege med mange forskellige slags legetøj. Og det kan tage lidt tid for nogle hunde at opbygge værdi på et større udvalg. Giv det tid. Træn på det som en egen færdighed, og træn det i forskellige miljøer og situationer.

Punkt 4: Hvis det at slippe og afslutte legen ikke fungerer, inficerer det både legebelønningens kvalitet som forstærker, og det gør det at returnere med legetøjet meget mindre sandsynligt …måske umuligt ;-). At få en god afslutning på belønningslegen vil jeg også lade ligge til en anden artikel. Det vigtigste at sige her er at det gælder om at undgå alle former for konflikter og dårlig stemning hvis hunden ikke vil slippe.

Afslutning

Leg kan være meget andet end dette, og hvis hunden ikke melder sig ind i de forslag som er givet her – så prøv noget helt andet. I sidste ende er det hunden der bestemmer! Det vi må sikre os, er bare at det ikke er en eller anden usikkerhed eller et ubehag ved situationen som forhindrer hunden i at lege, eller i at legen får en ordentlig kvalitet som gør den egnet som positiv forstærker. Har man gjort hvad man kunne på det felt, og den stadig ikke leger på effektiv måde – ja så må man prøve at gå andre veje. Man må bygge på det man rent faktisk får – også selvom det kun er små bitte tiltag. Observer din hund, også uden for træningssituationer. Måske opdager du noget helt uventet at starte med?

Kunne du tænke dig et kursus i udvikling af legebelønning? Så se mere her