På sporet af sporet

På sporet af sporet

Der findes mange måder at lære sin hund at gå spor på. Akkurat som i anden form for træning er der mange metoder og træningsteknikker for indlæring. Jeg har siden jeg startede med brugstræning tilbage i 98, været på mange kurser og set mange indfaldsvinkler. Altid interessant at se og lære om. Langt de fleste teknikker er belønningsbaserede, men der er mange veje til Rom også her, og de fleste når også til et fint resultat hvis bare man træner det ofte nok.

Futte og jeg træner både PH og mod IGP (tidligere IPO). Sporet i IGP er et præcisionsspor og traditionelt indlærer de fleste dette med masser af godbidder, brug af linen i en eller anden udstrækning, nogle bruger to liner (”kører hunden”), vise med hånden hvis hunden gør fejl, og nogle sågar også andre påvirkninger af hunden som at ”gå trillebør” med den….

Hvor meget eller lidt påvirkning man vælger at bruge, afhænger nok af hvilken indfaldsvinkel man har til træning generelt ( holdning til brug af ubehag, hjælp etc) – hvor selvstændigt man ønsker hunden skal kunne arbejde og hvor perfektionistisk man selv er… Med de forrige (6) hunde har jeg indlært sporet med godbidder, men med en enkelt har jeg brugt en vandforstøver med forskellige typer væsker når sporet blev lagt, alt sammen for at ”motivere” hunden til at spore. Jeg har kun brugt én line og evt. sele. Brugen af linen indskrænker sig til at den i begyndelsen er kort, og at jeg bare står stille med slap line, og standser op hvis hunden har forladt sporet. Den korte line har været en slags ”tilrettelægning af miljøet” for at undgå at hunden blev forstærket for fejl adfærd – f.eks. at den laver en volte, store udsving eller andet uden for sporet og så kommer tilbage og finder en godbid. Gradvis er hjælpeaktiviteten med linen så faset ud efterhånden som hunden er blevet dygtigere. Og jeg vil tro at rigtig mange træner spor på omtrent samme måde.

Og jeg startede også op på samme måde med Futte. Det gik bare ikke helt så godt som med de forrige hunde. Og som tiden gik, blev det faktisk værre. Nogle spor kunne gå sådan nogenlunde….hvis ikke han blev forstyrret af noget i miljøet. Andre gange var det ikke engang muligt at få ham til at starte. Han kunne stå og bare gø ad mig ved opstarten. På heldige dage gik han i gang, men ”sejlede” henover godbidderne og rørte dem nærmest ikke. Men han fulgte sporet nogenlunde. Jeg prøvede med al verdens forskellige slags godbidder på sporet – kattemad på dåse, kogt kylling, ost etc, ect, og han kunne stikke næsen ned, trække sig tilbage med afsky og vende omkring. Og jo mere jeg forsøgte at hjælpe i gang med at vise, jo mere gik han i baglås. Et kerneproblem var jo tydeligvis at jeg i den grad havde et problem med at belønne ham for at søge. Men jeg havde også et andet problem: selen og linen. Jeg har opgivet selen – han er så kilden i siderne at det ikke er besværet værd at træne ham til at tage den på. I stedet kunne jeg jo gå med linen under brystet mellem forbenene. Og hvis der ikke er et hårdt træk i linen, er det jo ikke ubehageligt. Men han kunne heller ikke lide at gå med linen hvis den blev stram hvis jeg evt stoppede op hvis han kom ud af sporet. Gjorde jeg det, opgav han sporet. Den mindste forstyrrelse af line, miljø (inkl. Mig!), og han opgav.

Vigtigste problem var tydeligvis: Søgeadfærden blev ikke forstærket. Der manglede belønning som var mere værd end forstyrrelser, og som kunne få ham til at ignorere mig og linen. Nu er han helt vild med at lege med al slags legetøj, så jeg kunne jo prøve at lægge legetøj på sporet? Og sidenhen gøre det mindre og gemme det? Nope. Legetøj er IKKE interessant når det ligger dødt på jorden – kun når der hænger et menneske i den anden ende – bestemt en fordel i andre situationer, men jeg fik ham ikke til at arbejde efter det. Men klart en god ide for andre hunde…

Men så kunne man jo også bruge genstandene som jo sidenhen skal indarbejdes på sporet. Lære ham at markere og belønne det med leg – derefter baglænskæde spor og genstandsmarkering. Og ja, det er også min plan at gøre dette. Vi er bare ikke i mål med den genstandsmarkering, og i hvert fald ikke så langt at jeg vil bruge den til sporet endnu.

Jeg valgte at kæmpe videre med sporsøget for sig selv. Der var nemlig noget ved det som jeg ikke var begejstret for. Futte tager gerne godbidder i næsten alle andre situationer. Og ja, de fleste ved godt at der er en sammenhæng mellem ”stressniveau” og appetit. Og sporsøg er noget der kræver et andet arousal og koncentration end meget andet træning. Og for mig at se kom han yderst sjældent ”ned” i det ”mode” når han skulle. Det var det problem som jeg måtte løse. For hvis jeg gjorde det, havde jeg også troen på at han ville tage belønningen på sporet og derigennem få en (stærkere) søgeadfærd som jeg ønskede.

Så jeg begyndte på de sædvanlige kendte tilgange til at få arousal ned: Gå en tur mens sporet ligger hvor han bare skal gå og snuse i sit eget tempo og komme ned i gear, og så bevæge sig hen til sporet når han var klar. Vi prøvede også med at sidde stille henne ved sporet og bare sidde og kæle lige så stille. Vi prøvede med et felt hvor jeg spredte godbidder ud for at få ham i gang med at tage godbidderne. Det hjalp minimalt! (Hjalp udmærket på flere af mine gamle hunde – men det var jo ikke rigtigt samme problem jeg havde her).

Og så var det at jeg var nødt til at lægge alle mine gamle træningsvaner til side – analysere og tænke alt om igen.

Hvis Futte havde en masse indestængt energi, kunne jeg måske tage dampen af kedlen ved at tage et par intensive legepas først hvor han blev rigtig forpustet, lade ham puste ud, og så gå over og tage et kort spor bagefter. Det blev tilrettelagt. Jeg lagde et spor tæt på hvor jeg træner lydighed og gik ud på banen for at træne lidt lydighed og med lang belønningsleg. Midt i det hele stak han af og løb over til sporet! Han havde set sporpinden, og det var åbenbart alligevel lidt interessant? Nu havde han ikke linen på som jeg havde planlagt, og jeg tænkte at jeg jo ikke kunne få nogen katastrofe ud af at lade ham være og se hvad han gjorde. Han sporede ganske nydeligt …og spiste en del godbidder! Ikke dem alle, men mange! Og ingen line (eller mig…) til at genere ham.

Det scenarie gentog jeg nogle gange (dog uden at han stak af fra mig, men fik lov at gå på et frisignal) og efterhånden begyndte jeg at gå bag ved ham (uden line) gradvist tættere på. Til sidst satte jeg linen på. Der var en klar fremgang men jeg var alligevel ikke helt tilfreds.

Jeg fik også en anden ide. At lade en anden lægge sporet. Måske var det mere interessant at undersøge hvor en anden havde gået? Det var bare at prøve. I tillæg til at vi lavede et fremmedspor, bad jeg sporlægger om at lægge godbidderne i depoter sådan at han fik mere på en gang med lidt længere mellemrum, fremfor at der lå lidt men næsten i hvert eneste skridt.  Det gav et gennembrud. Han søgte på en hel anden engageret måde og spiste væsentligt flere godbidder. Vi gentog fremmedspor nogle gange, og herefter gik jeg tilbage til at lægge sporene selv.

Det som jeg har måtte tage til efterretning med Futte, er at han SLET IKKE tolererer påvirkning fra linen. Nu hvor jeg endelig havde fået ham til at søge og rent faktisk også spise godbidderne, besluttede jeg at gøre alt hvad jeg kunne for at undgå at forstyrre ham med linen. Jeg måtte se om jeg kunne få nøjagtig og intens sporing frem ALENE gennem den måde jeg lægger sporene på. Indtil nu har jeg så kun gået spor hvor linen er mest mulig slap – jeg har dog arbejdet hen i mod at han er komfortabel med at kunne mærke at jeg er der, men jeg stopper ham ikke hvis han forlader sporet, går over en vinkel eller andet. Han må helt selv løse problemet. Jeg lader bare linen ligge på jorden.

I begyndelsen krævede det virkelig selvbeherskelse ikke bare at blive stående og lade linen blive stram så han ikke kom for langt væk (og big krise i mit hoved – han laver jo fejl!!!). Men faktum er at han i dag gennem en del repetitioner nu bliver i sporet stort set hele tiden (med mindre det blæser en halv pelikan), og at han bliver bedre og bedre til vinklerne. Jeg har aldrig før ladet min hund arbejde så aldeles frivilligt og uden nogen form for tilrettelægning af miljø gennem linen (på sporet), og jeg har aldrig før haft en hund der går i så behageligt et tempo……Det synes jeg er tankevækkende.

Vi har stadig meget at lære, men den proces vi har været igennem, har vist hvad frivillig adfærd betyder. Og i takt med at Futte fandt interesse i og mestring af opgaven, er værdien ved godbidderne helt tydeligt kommet i topklasse. Mit gæt er at vores opstart på sporet har været påvirket af flere ting. Jeg kan ikke forklare dem alle, men Futtes manglende oplevelse af at få adfærd forstærket, gav en masse frustration som blev associeret til det at spore ( spor = ekstinktion) .Allerede på vej hen til sporet var han klar til at komme med en eksplosion og derfor heller ikke i stand til at spise. En ond cirkel. Dernæst var AL påvirkning for ham irriterende/ubehagelig selvom jeg jo troede jeg bare hjalp ham. Det har jeg lært meget af! Og i dag elsker vi begge at gå spor. Han er super motiveret på vej hen til sporet, og går roligt og dedikeret til opgaven.  Arousal er lige der hvor det skal være. Nu skal vi bare have 100000 repetitioner i poterne og næsen.