Om bideadfærden i træningen af “forsvarsarbejde”

Om bideadfærden i træningen af “forsvarsarbejde”

Der findes en hel håndfuld af programmer som indeholder en del man kalder forsvarsarbejde. Her skal hunden udføre forskellige former for øvelser hvor den bl.a. skal bide. Disse programmer har deres rødder i arbejdet og uddannelsen af hunde brugt i militæret eller politiet, og hensigten har været at bruge hunden til at forsvare sin fører (og sig selv) under kontrol af føreren. Med tiden er mange af programmerne gået hen og blevet en regulær konkurrencesport, men bliver også brugt som en test af hundens arbejdsmæssige egenskaber i avlsmæssig sammenhæng.

Brugen af ordet forsvar lyder som om det er noget meget alvorligt og ubehageligt vi har med at gøre. At forsvare sig vil indebære at man føler sig truet – måske truet på livet. Den følelse ønsker jeg ikke at hverken jeg selv eller min hund skal have når vi træner dette. Kan det lade sig gøre at gøre det for sjov i en sport? Er det farligt? Kan det blive ukontrollabelt?

Først vil vi fra nu af bare tale om bidearbejde. En hund kan nemlig bruge bideadfærden for at opnå forskellige konsekvenser. Bidet er kernen i ”forsvarsprogrammerne” – den måske vigtigste grundfærdighed i den del af programmet. Så nu stiller vi lige skarpt på den.

Hvad slags adfærd er bideadfærd?

Bideadfærd er, som så mange andre adfærd, noget som kan gøres mere eller mindre sandsynlig af de konesekvenser den afstedkommer. Adfærden har en funktion. Hunden kan opnå noget bestemt med adfærden. Når den bruger adfærden til at opnå en bestemt konsekvens, vil denne konsekvens også være en forstærker for adfærden.

Aggressive behavior, just like other behavior, is driven by reinforcement.” (James o`Heare).

Såkaldte aggressive adfærd (blottede tænder, knurren, udfald med lyd mod en modpart) og bideadfærd er altså hovedsageligt operante adfærd som styres af deres konsekvenser. En hund bruger bideadfærd i to forskellige sammenhænge. Den kan bide for at opnå/fange et ønskværdigt mål eller for at undgå, undslippe eller uskadeliggøre noget ubehageligt/truende. Med andre ord: En hund kan bide for at fange noget den gerne vil have, hvilket betyder at bideadfærden er under positiv forstærkning . Eller den bider for at få noget ubehageligt til at stoppe – bideadfærden er da under negativ forstærkning . Vi kan sige at bideadfærden har to typer forstærkere.

I etologien beskriver man aggression noget anderledes end vi gør i en adfærdsanalytisk tilgang, men på mange måder matcher de hinanden udmærket. Her taler man om jagtadfærd – nogle kalder det jagtaggression (da det jo stadig handler om at bide for at skade) og om forsvarsaggression. Undersøgelser har vist at en hund ikke er i affekt når den jager, i modsætning til når den bider i anden form for aggression, så bruger den i jagt andre dele af hjernen, hvilket man kan læse hos Steven Lindsay og der konkluderes:

”… predatory behavior might best be treated under some independent category such as ”killing for food”. This seems appropriate, since predatory behavior is not primarily motivated by affective arousal (anger)….An interesting neurological finding in this regard is the observation that the neurotransmitter norephinephrine inhibits predatory aggression while facilitating affective aggression like fighting (Siegal and Edinger 1981). These findings support the assumption that predatory aggression and affective aggression are mediated by very different biological and behavioral systems.”

Her taler man om at adfærden motiveres af to forskellige årsager, som både er af indre og ydre karakter. Men det matcher udmærket den rent adfærdsanalytiske beskrivelse at hunden enten bider for at fange (der tilføres noget) eller for at stoppe et ubehag (noget ubehageligt/truende fjernes eller ophører).

Samtidig ved vi jo også godt at der med i situationen vil følge en følelse og et stressniveau/arousal. I den situation hvor hunden opnår noget med sin bideadfærd, vil den også have en følelse, og der vil udløses nogle refleksresponser. Pavlov sidder som sædvanlig på skulderen. Og det er ret indlysende at de to forskellige situationer vil indebære at hunden har to meget forskellige følelser i situationen. Der vil ske en klassisk betingning samtidig med den operante. De stimuli som er til stede i situationen (figuranten, at han har særlige bukser på, bideredskabet, skjulene på banen etc ) vil blive betingede stimuli ved gentagelser. Så hunden kan lære at associere figuranten med noget ustyrlig morsomt eller noget mere eller mindre ubehageligt.

Det var den sexy teoretiske omgang. Hvad kan denne viden give os til den praktiske træning?

Jo, der er mange ting vi kan bruge det her til. Hvis vi ønsker at træne positivt i den forstand at vi tilrettelægger vores træning på en måde som handler om at få hunden til at arbejde under positiv forstærkning – ja så vil det i bidearbejdet ikke kun betyde at vi skal have fokus på at belønne transporter, slip og alt det andet som følger med. Det betyder at vi også må have fokus på hvordan vi får bideadfærden frem – ikke kun på hvordan vi får alle de andre adfærd frem i programmet. I den sammenhæng spiller figuranten en meget væsentlig rolle. For aggressive adfærd og bideadfærd er også kommunikation. Det er i denne her sammenhæng kommunikation mellem figurant og hund. Og figuranten vil ofte også være den som får bideadfærden frem i træningen. Hans ageren er derfor ganske afgørende.

Hvilken rolle spiller figuranten?

Når vi træner bidearbejdet, indgår det i et program som f.eks. IPOs gruppe C. Hele gruppe C består af mange flere grundfærdigheder end selve bidet. Men de fleste som træner moderne bidearbejde, bruger ofte også bidet hos figuranten som forstærker for andre lydigheds adfærd i programmet så som transporter, udkald, slip etc. (Og ja, man bruger bestemt også andre forstærkere men det hører til i en anden artikel). Så hvis bid/leg hos figuranten skal kunne fungere som positiv forstærkning for andre adfærd, så må legen inden hos figuranten nødvendigvis også være noget hunden selv vælger til. Vi kan også sige at hvis hunden tilbyder adfærd frivilligt gentagne gange for at opnå legen hos figuranten, så ved vi at det er noget den gerne vil have.

Skal vi bruge figuranten og legen hos ham som positiv forstærker, må dette altså opbygges fra starten. Når hunden kommer på banen allerførste gang til træning af bidearbejde, så ved den ingenting om hvad figuranten repræsenterer. Den har ingen erfaring eller association til denne. Det er det vi skal bygge op. Den ved heller ikke hvad den skal gøre for at opnå belønning. Den allerførste adfærd hunden skal udføre er selvstændigt og frivilligt at tage kontakt til figuranten. Figuranten klikker og belønner – måske først med mad men som regel vil gode brugshunde meget gerne også lege. Det siger sig selv at figuranten her må optræde uden truende attitude, og at der ingen grund er til at påvirke hunden en masse for at få den til at løbe ind til ham. Hvis det er morsomt og hyggeligt at komme ind til figuranten, vil sandsynligheden for at den selv vælger at løbe derind øges, og det vi også ser, er at den øger hastigheden. Hvorfor vi ønsker at påvirke hundens valg så lidt som muligt, kommer vi til om lidt.

Foto: Laila Nandfred

Det man også skal tænke på her, er at tæt kontakt med en fremmed person måske ikke er noget hunden er helt tryg ved hvis den ikke er vant til det eller ikke er af de mest sociale slags. Og det er selvfølgelig også vigtigt at figuranten er bevidst om at h*ns kropssprog ikke er truende eller intimiderende. Det kan desuden være en god ide at lade legen foregå ved hjælp af lang line i legetøjet, eller bruge en longepisk til at sætte det fast i, så fokus kommer på legetøjet og hunden ikke behøver at være i tæt kontakt med figuranten – vi ønsker jo at få hunden til at bide for at fange – ikke for at få figuranten til at holde sig væk…. Med tiden lærer den at denne leg går i gang når den har valgt at løbe ind til figuranten, og at det er figuranten som tilbyder den. Den får på den måde opbygget en erfaring om at det er morsomt at løbe derind – at ham der står derinde i de der sære bukser, er super hyggelig og altid frisk på morsom leg. Der vil efterhånden også ske en værdiforskydning – det bliver ikke længere kun det at få fat i tingen men også hele legen i sig selv hos figuranten som får forstærkningsværdi. Med tiden vil synet af figuranten udløse de refleksresponser og følelser som den har oplevet i tidligere situationer, og den vil gøre alt for at få lov til at løbe derind. Nu har du en meget attraktiv forstærker.

Nu ved vi jo godt at bideadfærden ikke bliver ved med bare at skulle komme frem under leg med et stykke skind el. lign. på afstand af figuranten. Med tiden skal hunden bide i ærmet som sidder på figurantens arm. Her udviskes det måske lidt om hunden bider for at angribe manden eller fange ærmet. På det færdige resultat kan man sandsynligvis ikke se forskel hvis man ikke kender læringshistorikken. For nogle hunde er det at bide for at fange en meget sandsynlig adfærd så snart noget bevæges foran den. Der er helt sikkert stærke medfødte adfærdstræk i dette. Men samtidig kan selv samme hunde også have problemer med at lade det at fange bideredskabet indgå i et samspil med en person. For at sikre sig at vi ikke får blandet negativ forstærkning ind i det, er det vigtigt at have fokus på hvad der foregår forud for at adfærden optræder. For at vinde bideredskabet og løbe væk med det kan jo både være at opnå (tilføre) en forstærker og at slippe for figurantens selskab. Især når vi begynder at arbejde tæt. Så vi kan med fordel se på hvad figuranten gør forud for bidet og den efterfølgende gevinst.

Figuranten er mere end bare den der forstærker. I samspillet mellem hunden og figuranten kan vi sige at de begge udfører adfærd som også er kommunikation. Når hunden viser forskellige adfærd i situationen(alt fra ørestilling, fokus, gøen, til snusen i jorden etc) vil dette være signaler til figuranten, og hans handlinger er ”svar” på disse men bliver samtidig også konsekvenser for hundens adfærd/signaler, og det samme gælder for figuranten. Hundens svar er konsekvenser for hans handlinger. Den ”samtale” som er ønskelig her, er en hund der tydeligt viser med sin adfærd at den gerne vil ind at lege, og figurantens mindste lille bevægelse bliver en betinget forstærker – et klik – der lover hunden at den får leg. Men figurantens adfærd kan samtidig også være noget der sætter ny adfærd i gang.

Figuranten må observere hundens mange små signaler nøje. Viser den adfærd som minder om de adfærd vi finder på ”aggressionsstigen” (the latter of aggression) f.eks. stærkt udvidede pupiller, dyb knurren og andre afstandsøgende signaler, og hunden efterfølgende vinder sit bideredskab, ja så slipper den ud af situationen, og disse adfærd er blevet negativt forstærket. Figuranten har altså udført adfærd som hunden forsøger at undslippe. Og den lærer at den kan undslippe dette med sine adfærd. Vi må derfor studere figurantens adfærd – ændre det vi kan (skal han undgå øjenkontakt, bevæger han sig uhensigtsmæssigt eller andet). Nu kan det være svært at tolke hunde der leger vildt – det skal siges. Så en anden faktor vi kan se på er også: Hvad gør hunden bagefter? Kommer den tilbage og vil lege mere? Og senere i forløbet: Vil den udføre adfærd frivilligt for at starte legen op igen?

Hvorfor minimal påvirkning?

Når vi starter legen op, vil vi altså have at hunden vælger at tage kontakt til figuranten selv, uden at han gør en masse for at få den til at vælge ham. Han kan udmærket sidde ned – dette er for de fleste hunde en invitation til kontakt men i øvrigt ellers ikke gøre mere. Vi ønsker at hunden tør tage kontakt selv – at forstærke dette gennem de forstærkere figuranten giver, og derigennem gøre det meget sandsynligt at hunden vil vælge ham så snart den kan. Dermed skaber vi også en stærk positiv association til hans tilstedeværelse. Men det er med tyk streg under at det er hunden der skal starte ”samtalen”. God kommunikation indebærer at begge ønsker at kommunikere, og hvis vi skal presse hunden til det, kan vi få vanskeligheder med at opnå det vi ønsker.

Lad os tage et eksempel. Fido er ny i bidearbejdet. Fido kommer til en af sine første træninger med figurant. Han kommer ind på banen, ser sig lidt omkring og giver sig til at snuse i jorden. Figuranten siger nogle lyde og gør tydeligt opmærksom sig selv og muligheden for at komme til at lege. Fido kigger op og melder sig ind. I dette eksempel ved vi ikke hvorfor Fido i første omgang vælger at snuse i jorden. Men der kan være to overordnede grunde. 1) At Fido ikke ved hvordan, og hvad han skal gøre for at opnå en belønning, 2) At hans snusen i jorden kan være en måde at undgå at tage kontakt til figuranten – han slipper ud af situationen.

I tilfælde 1 kan vi sige at figuranten måske hjælper ham til at finde ud af hvad han skal gøre. Men hvis figurantens bevægelser er en betinget forstærker, så ”klikker” han her hunden for at snuse i jorden og hunden lærer her at den kun behøver at melde sig ind når han er aktiv. Vi risikerer her at gøre hunden afhængig af at blive sat i gang af figuranten og til en prøve står figuranten ganske passivt det meste af tiden….

I tilfælde 2) kan dette blive en kedelig glidebane. Hvis hunden snuser for at undgå kontakt til figuranten, er det ikke sandsynligt at den opfatter det som mere behageligt at blive presset til at tage kontakt. Her kan vi risikere at snuseriet bliver værre eller at fremtidig bideadfærd bliver under negativ forstærkning – at den bruges til at stoppe figurantens pres. Og vi har samme risiko for at blive afhængig af at hunden skal presses til at gå i gang.

Hvad kan vi gøre i stedet? Giv hunden tid til at finde ud af hvilken adfærd der fører til forstærkning. Opbyg legen og kontakten hos figuranten som noget attraktivt – så holder den op med at snuse i jorden af sig selv. Som regel er en del påvirkning i stærk eller mindre stærk form noget man tager i brug fordi man ønsker at se færdige resultater hurtigt. Giv i stedet hunden tid til at lære.

Foto: Laila Nandfred

Når vi arbejder med frivillighed, lærer hunden også at den med sin adfærd kan styre situationen, at den med sin adfærd er den der kan få figuranten i bevægelse. Dette er responskontrol. At have responskontrol har nogle særlige fordele: ”Faktisk responskontroll, eller oplevelse av slik kontroll,(kan) redusere stress, øke toleranse for ubehagelige situasjoner og ha en rekke helsemessige gevinster”. (Svartdal &Flaten s. 93). Så der har du en af mine vigtigste grunde til at arbejde med mindst mulig påvirkning fra figurantens side.

Jamen den skal jo også tåle ”belastning”, som der står i programmet , tænker du måske. Ja bestemt. Men der er stor forskel på at lære en hund at tåle figurantens lyde, armbevægelser og med tiden stokkeslag som forstyrrelser end som en måde at få bideadfærd(eller en attitude) frem på. En hund som har responskontrol, tåler som sagt meget mere end en hund som ikke har. Læs lige det ovenstående citat igen . Indlæringen af ”belastning” må derfor også være meget grundig. Vi må sørge for grundig habituering af stokken, trusselslyde og bevægelser fra figuranten, vi kan oven i købet lave klassisk betingning der skaber association til madbelønning og senere leg på disse. Og når dette er gjort, bruge frivillig adfærd som hunden kan bruge som adfærd der sætter spillet i gang. Når vi ser at hunden til stadighed viser adfærd frivilligt for at opnå legen hos figuranten, også når han bliver mere støjende og aktiv, så har vi en særdeles fin indikator på at den opfatter det som en positiv forstærker. Fra hundens synsvinkel skal det ikke opfattes som ”belastning” men som forstyrrelser. Vi har bare lige så stille gjort det gradvist vanskeligere at få fat i det fantastiske ærme!

 

Opsummering

Hvis du ønsker at træne bidearbejdet positivt, må du se på mere end bare belønningsbaseret træning i lydighedsmomenterne i programmet. Du må også se på hvordan bideadfærden kommer frem i træningen. Bruger hunden adfærden til at opnå noget den gerne vil have, eller til at få noget ubehageligt til at forsvinde/stoppe? Det som er kernen for os i at ville træne dette her positivt, er ikke at vi bare gerne vil klistre betegnelsen positiv forstærkning på – næh det er snarere at den følelse og det stressniveau som følger med hver af de to slags konsekvenser, er to meget forskellige tilstande hos hunden. Opsummeret så vælger vi altså at arbejde med at få bideadfærden frem ved lade hunden selv arbejde med at skulle fange noget den gerne vil have – gradvist overføre værdien til legen med figuranten, og desuden lade figuranten bruge mindst mulig påvirkning. Mindst mulig påvirkning mindsker risikoen for at hunden kan tolke figuranten som ubehagelig (og et muligt for højt stressniveau pga dette), det mindsker også risikoen for afhængighed af ”at skulle sættes i gang”, og sidst men ikke mindst: giver hunden en oplevelse af responskontrol.

Der er mange overvejelser i dette, mange mange flere end jeg har nævnt her, og det kan anbefales at lære sig en del om træningen før man går i gang. Men gjort med en positiv indfaldsvinkel synes mange hunde at det er virkelig sjovt!

Kilder:

James O´Heare: Aggressive Behavior in Dogs. 2007

Steven R. Lindsay: Handbook of Applied Dog Behavior and Training. Vol Two. 1999

Svartdal & Flaten: Læringspsykologi. 1998/2004

 

Blev du interesseret i et kursus med denne tilgang til bidearbejdet? Kig her!