Kan man klikkertræne “alt”?

Kan man klikkertræne “alt”?

Mange forbinder klikkertræning  med brugen af en lille plastikdims der kan sige en klikkelyd, mest brugt i lydighedstræning og tricks.

Den gode timing man kan få ved brugen af en klikker er velkendt for de fleste. Og den er også et helt suverænt redskab i rigtig mange situationer. Men ikke altid. I nogle situationer kan det være svært at forestille sig hvordan man skal bruge den. Det får nogle til at sige at man ikke kan klikkertræne den øvelse eller måske endda den sport.

Dengang jeg startede med at klikkertræne, gik jeg et program der inkluderer skovrundering/eftersøgning. Her skal hunden finde en skjult figurant og evt genstande. Den skal søge selvstændigt efter det i skoven. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle klikkertræne det. Skulle jeg klikke for at den løb ud i skoven ??? Hvornår skulle jeg klikke ??? Så kom jeg på kursus og blev en hel del klogere. Klikkertræning er meget mere end at trykke på en plastikboks på det rigtige tidspunkt.

For det første er det vigtigt at forstå hvad en klikker er: En betinget forstærker – noget der fortæller at en belønning er på vej. Det er ikke kun plastikbokse med en klikkelyd der kan have den funktion. Det kan være 1000 andre ting. Hvis du ikke bruger en klikker i din træning, vil din håndbevægelse mod lommen være en betinget forstærker uanset om du er bevidst om det eller ej.  Eller i mit runderingseksempel: Figuranten belønner hunden i skoven for at finde ham. Det har hunden lært – derfor bliver det at få færten af figuranten “et klik” for den løbebane hunden har idet færten møder hundens næse. Så hvis jeg vil klikke hunden for at søge i et bestemt mønster, kan jeg placere figuranten smart i forhold til vinden så færten rammer hunden på den ønskede løbebane. Aha! Det er faktisk muligt at klikkertræne uden at bruge en klikker! Og egentlig er den lille plastikboks ikke det vigtigste( selvom den ofte er smartest at bruge) i klikkertræning – det er principperne vi bygger på. Klikkertræning handler i høj grad også  om at bruge læringslovene smart – og det kan man altid gøre!

Hvis du virkelig vil lære at bruge klikkertræning, kan du melde dig på Canis klikkertræneruddannelse. Læs mere her.