Hvad skal den kommende konkurrence-hvalp lære først?

Hvad skal den kommende konkurrence-hvalp lære først?

For to år siden flyttede denne fantastiske hundehvalp ind hos mig. Jeg vidste at Freddy skulle være konkurrencehund, men jeg vidste ikke helt inden for hvilken sportsgren: Jeg trænede DcH programmet med min anden hund og har tidligere trænet en del HTM og Freestyle. Jeg overvejede længe, hvad jeg ville træne først med sådan en helt frisk hvalp uden fastlagt karriere og dette indlæg handler om mine overvejelser, hvad jeg gjorde og hvordan resultatet er blevet.

Jeg skal måske starte med at understrege, at alt det med konkurrencetræning og øvelser kommer efter det allervigtigste: At skabe et fantastisk forhold til hvalpen, at hvalpen passer i familien og i de miljøer den skal begå sig i senere i livet. Socialisering, renlighed og hverdagslydighed er vigtigt uanset om hvalpen skal være familiehund, jagthund eller konkurrencehund.

En anden vigtig ting er selvfølgelig al den gode træning, men god timing, de rigtige kriterier, høj belønningsfrekvans osv.

 

Med det på plads, hvordan skal man så træne med en kommende konkurrence-stjerne?

Efter min mening skal konkurrencehunden

  • Kunne modtage forskellige former for belønning og skifte mellem dem
  • ELSKE at træne og samarbejde med mig
  • Den skal kunne slappe af og vente mellem træningspas eller mens den venter på at komme i ringen

Når de tre ”små-ting” er på plads er der selvfølgelig en masse med kropskontrol, selvkontrol osv, som også betyder noget, men det kan være ligegyldigt, hvis ikke det grundlæggende er på plads.

Belønninger

Før I kan gå i gang med at træne, skal du finde nogle belønninger, som hunden er rigtig glad for i træningssituationen. Det kan godt være at hunden synes det er meget rart at blive kløet på maven, når den ligger i sofaen, men det er ikke så sandsynligt at det kan bruges som belønning for en øvelse.

Godbidder og legetøj er relativt lette at styre og håndtere, men selv om hvalpen elsker at lege er det ikke sikkert, at det kan bruges i en træningssituation. Der kan være forstyrrelser der gør, at hunden ikke lege eller spise og kan den ikke det, er det ikke en belønning i situationen.

En vigtig træning er derfor at kunne modtage både godbidder og legetøj i mange situationer og at kunne skifte mellem de to ting som belønning.

Jeg starter med at lege og give godbidder i kendte miljøer, men udvider hurtigt til at lege og give godbidder alle mulige steder. Fx på gåturen i byen, på træningspladsen, hos dyrlægen mm.

Nogle hunde nægter at tage imod godbidder, hvis legetøjet har været oppe af lommen eller de kan ikke lege, hvis de har opdaget at du har godbidder på dig (eller hvalpen tror du har godbidder på dig).

Svaret på det er belønningsudvikling og det er et kæmpe emne, som kunne fylde mange blogindlæg og kurser i sig selv. Den korte version af belønningsudvikling er at

  1. adskille træningen af øvelser fra træning i belønningsudvikling. Brug kun belønninger du ved hunden vil have i træningen af øvelser
  2. I situationer hvor hunden hellere vil have A end B, få hunden til at tage mod B for at få A. Fx spis en godbid for at komme ud af bilen eller leg trækkeleg for at få en godbid.

 

Spillereglerne

Det næste der er vigtigt for at hunden skal elske træningen er at I har et sæt spilleregler og at du overholder dem i træningen. Med spilleregler mener jeg at et træningspas er bygget op på en bestemt forudsigelig måde, så det altid er sort/hvidt for hunden hvad der giver belønninger i hvilke situationer.

Et regelsæt giver forudsigelighed og dermed tryghed for hunden. Hunden kan arbejde uden at tænke over hvilke regler I mon spiller efter i dag. Uforudsigelighed er ikke sjovt for nogen, heller ikke for hunden, derfor er det vigtigt at du er bevidst om hvilke regler du har i træningen. Hvis du ikke selv kender reglerne, kan du heller ikke forvente at hunden kan regne dem ud.

Her er et udvalg af nogle af mine trænigs-spilleregler:

Træningspas begynder med at jeg giver en godbid eller vi leger. Når den belønning er færdig starter træningen.

Jeg har grundlæggende to typer af træningspas: Træningspas uden signal og træningspas med signaler.

I træningspas uden signal beder jeg ikke hunden om noget. Reglen er, at det hunden blev belønnet for først i træningspasset, er det den skal gentage i resten af træningspasset (eller varianter heraf).

Hvis jeg fx træner dæk, venter jeg først på, at hunden dækker og når den lægger sig første gang klikker og belønner jeg.

I videoen herunder vælger jeg at give Freddy godbidden, så han må rejse sig fra sin dæk for at få den. Vælger jeg at belønne sådan, skal hunden straks den har spist godbidden lægge sig igen. Fordelen er at jeg får mange repetitioner af dæk-bevægelsen hurtigt efter hinanden.

Jeg kunne også have valgt, at komme til hunden og give den godbidden i munden. Så skal hunden holde positionen og blive liggende i stedet for at gentage dæk-bevægelsen. Så ville jeg træne at blive i dæk-positionen.

Når jeg laver et træningspas med signaler, kan hunden udelukkende få klik og belønning for at reagere på mine signaler. Der er altså ikke noget at hente for lige at smide lidt kreativt ind i legen.

Et træningspas slutter når hunden bliver sendt på en hundeseng eller at vi forlader stedet hvor vi træner.

 

En anden vigtig ting ved træningspas, særligt for kommende champions og verdensstjerner er at holde træningspas korte, intense og med høj belønningsfrekvens.

Scor – slap af – scor -slap af

Hvilken følelse får du, hvis du sidder på en restaurant og snakker hyggeligt med en ven, hvis hans telefon ringer, han tager den og snakker i 10 min. Man føler sig lidt til overs, ikke? Ved ikke rigtig hvad man skal gøre eller hvor man skal kigge hen.

Jeg tænker at vores hunde nogen gange må have det lidt på samme måde når vi træner med dem og samtidig snakker med instruktøren eller vi pludselig går, for at hente flere godbidder eller fordi et familiemedlem kalder.

Mange hunde der er i den situation, ved ikke hvad de skal foretage sig og nogen begynder måske så at gø, hoppe op eller lignende.

Ud over at det med at gø og tigge om opmærksomhed er en irriterende vane, er det upraktisk, hvis en konkurrencehund skal være ’på’ og vågen en hel dag i et konkurrencemiljø med mange hunde og mennesker.

Bur, tæppe, ro-træning er vigtigt i denne forbindelse og det var noget af det første jeg lærte Freddy. Først bare at gå op på tæppe, så at ligge der. Det næste trin er det sværeste, for det handler om at hunden skal slappe af det og kigge roligt ud i verden i stedet for at stirre på dig. Det får man ved at ”tabe” godbidder ved siden af hunden så snart den ikke lige kigger på dig. Næste trin er at øge tiden og øge distraktionerne nær tæppet.

Jeg bruger både tæppe/bur til mikropauser i træningen, hvor jeg kan loade lommerne med legetøj og godbidder og til længere pauser, hvor hunden skal vente på det bliver dens tur.

Igen er det vigtige klarheden for hunden; hunden forstår hvornår vi træner og hvornår vi slapper af. Hunden får ikke mulighed for at ”hænge” i den anden ende af snoren og ikke vide hvad den skal, mens du snakker med en instruktør eller tjekker hvad der er sket på facebook.

Øvelser

Med Freddy vidste jeg ikke hvilke øvelser jeg skulle starte med at træne med ham, for der er et sæt grundfærdigheder til freestyle og et helt andet sæt til lydighed, spor, rundering og feltsøg.

Jeg har haft flere omplacerings hunde, som først stiftede bekendtskab med klikkertræning da de flyttede ind hos mig som hel eller halv-voksne.

Den første oplevelse af, at kunne styre sine omgivelser er meget stærk for en hund og med de sidste tre omplaceringshunde jeg har haft, har jeg oplevet, at den første øvelse de har lært med klikkertræning er blevet meget stærk og eftergfølgende ofte det første hunden prøver i mange situationer. For den ene af mine hunde var den første øvelse jeg lærte hende, at hviske, altså en jodle-agtig piven. Det fortrød jeg mange gange i løbet af den næse 13 år sammen med hende 🙂

Derfor tænkte jeg at de første øvelser skulle være ”sikre” og ikke noget der ville komme til at genere mig på nogen måde senere i vores liv sammen, uanset hvilken sport vi kunne finde på at kaste os over.

Valget faldt på target-øvelser: næsedut, næsefrys, forpotetarget, bagpotetarget, platform, næserygtarget og hagetarget. Grunden til at jeg valgte target-øvelser, var for det første at jeg elsker at arbejde med targets og at jeg tænkte at hunden kun kan udvise targetadfærd, hvis der er en target til stede (der tog jeg så fejl, der er ALTID en target til stede). Samtidig giver targetøvelser kropsbevidsthed og kropskontrol – noget en  labrador-hanhund ikke kan få for meget af!

Jeg trænede længe med Freddy uden at træne på specifikke tricks eller færdige øvelser, men i stedet brugte jeg de første ca 8 måneder primært med target-træning af forskellige slags.

I dag er Freddy meget hurtig til at lære nye tricks. Han er ikke fastlåst i bestemte øvelser og hans grundfærdigheds-repetoire er, at han kan “targete” på  alt og på forskellige måder. Hvis der står en balje fx vil han både prøve forpote target, bagpote-target, hagetarget, næsefrys, elefant-øvelsen og at gå rundt om. Han er ikke fastlåst i at denne type target altid betyder fx elefant øvelsen.

 

 

Hvordan er det så gået?

I al beskeden, så synes jeg, at det er gået sindsygt godt! Jeg er ovenud tilfreds med min nu to år og to måneder gamle hundehvalp.

Han elsker træning, virkelig elsker det!

Han er aktiv i træningen og forstår fuldstændig reglerne i vores træningssystematik. Det betyder, at jeg kan træne meget fokuseret på en øvelse og han bliver ved og ved med at gentage til den sidder i skabet. Han lærer hurtigt og er ikke afhængig af mine hænder eller min position. Han har et stort repetoire af forskellige typer targetadfærd og kan hurtigt omstille sig fra den ene til en anden. Han har en super kropskotrol og forstår at skifte vægt mellem for og bagpart, kan placere poterne præcist og meget andet godt.

Han kan ligge stille og slappe af både i længere tid fx i et bur, men han kan også være i ro i små pauser i træningen.

Freddy er en target maniac og det er en kæmpe fordel når man træner freestyle, som er endt med at være vores favoritsport. Næsten alle tricks kan trænes med target og det giver en hund, som har en god forståelse for hvad der skal ske, helt fra start-indlæringen. Det giver en fejl-fattig indlæring og sparer os for at få frustration i træning.