Fokus/kontakt…?

Fokus/kontakt…?

Med Ike har jeg besluttet at gøre en bestemt detalje anderledes ved grundtræningen end jeg har gjort med mine forrige hunde. Og det er en detalje som især har indflydelse på fri ved fod, men også andre øvelser i de programmer vi sigter mod. Og det handler om noget som de fleste kalder for fokus eller kontakt.

Der er mange som har nogle grundøvelser som de kalder for kontaktøvelser eller man snakker om fokusøvelser etc. Men jeg har tænkt over hvad det mon egentlig er? Jeg synes det er på sin plads at gøre dette her meget mere konkret og formulere det mere præcist.

Hvad er fokus? Betyder det det samme for dig som for mig? For nogle vil det betyde at hunden ser dig i øjnene, for andre at den bare ser op på dig. Men den kan jo også se op på dig men have ørerne rettet mod lyde andre steder fra – har din hund så fokus på dig? Det er i virkeligheden lidt diffust det her. Den kan jo også gå rundt og være optaget af en smerte eller tænke på noget andet – det kan vi jo ikke vide. Og her er min pointe. Jeg må holde mig til hvad jeg kan se og beskrive så konkret som muligt hvad det er for adfærd jeg vil belønne.

Når det gælder fri ved fod, har jeg med min gamle hund haft det problem at han nemt trak lidt for langt frem og også pressede mig – især når belønningsfrekvensen blev lav – et scenarie som ses hos mange. Og selvom jeg har belønnet fra venstre lomme og bagud rigtig meget, så skete det alligevel ofte at han trak frem. En af årsagerne kan have været at jeg har gjort den fejl at belønne alt for meget for øjenkontakt, hvilket jo klart vil føre til at hunden vil trække frem for at kunne se mig i øjnene når vi går lige frem. Det har jo ført til mange belønninger at se i øjnene, så selvfølgelig vil han tilbyde det. Og måske er hans ”forståelse” den at det hører med i fri ved fod. Det er i hvert fald det han prøver at gøre meget ofte. Nu er han pensioneret, så vi vil ikke rette på det men med Ike har jeg faktisk SLET IKKE klikket og belønnet for øjenkontakt i det hele taget for ikke at gå i den faldgrube. Men det er klart at jeg jo gerne vil have en hund der går og kigger op. Men jeg vil også have en hund der holder en bedre position ved min venstre side.

Der findes jo masser af tiltag for at få en god position. Vi træner selvfølgelig på bagpartskontrol og meget andet. Men mit kriterium mht til position er at klikke for at hans POTER er placeret korrekt når han skal stå, sidde eller gå ved siden af mig. Hans poter lige ud for mine fødder og helt parallelle med mine. Når de er der, vil resten af kroppen være i rette position. Og i al denne form for træning vil mit klikpunkt være noget med ”bevæge bagben rundt om klodsen” (bagpartskontrol), ”indtage pladsposition ved siden af mig” eller andre specifikke bevægelser. Og al træning af dette kan du finde hjælp til andre steder end lige her. Kig f.eks. her. Men så siger du måske: Hvad med hovedet? Det er da vigtigt at klikke for at han kigger op – klikke for fokus! Er det?

Jeg er ikke sikker på det er så særlig vigtigt at have fokus (hahaha) på det. Måske i visse særlige tilfælde med hunde der helst vil gå med næsen i jorden el. lign. Men helt generelt mener jeg at næsten al træning jeg bedriver med Ike, er en ”kontaktøvelse” (måske bortset fra spor). Hvad mener jeg med det?

Hver gang han gør noget jeg vil have, klikker og belønner jeg. Belønner jeg godt nok og ofte nok, vil han jo helt automatisk søge min nærhed, opmærksomhed eller hvad du vil kalde det, og han vil holde rigtig meget øje med mulighederne for at tjene en belønning han værdsætter. Og hvad sker der når du forstsætter med at klikke og belønne for de forskellige grundfærdigheder du træner på? Jo, efterhånden som hunden opdager at den kan tjene belønninger ved at udføre dem, vil 9 ud af 10 hunde begynde at se på dig mens de udfører dem – og får klik for det samtidig. Det vil følge med af sig selv og vil også blive forstærket sammen med det andet vi træner på. Og vi kan jo ikke særlig nemt adskille fokus fra andre ting hunden gør. Den vil jo stå, sidde, ligge, gå , bakke eller andet samtidig når du mener du klikker for at den kigger op på dig. Hvordan kan vi vide om hunden opfatter at klikket er for fokus eller for det andet den gør? Jeg synes man lige så godt kan tage fat på at klikke for stå, sidde, ligge etc og så se om ikke fokus kommer af sig selv – og det gør det for mig …og det har også været tilfældet for mange af de hunde jeg har set på kursus. Kort sagt så mener jeg at al ”fokus” eller ”kontakt” er noget man får som følge af god belønningsfrekvens og -kvalitet. Og jo en ting mere: frivillighed!

Lad os se lidt mere konkret på det. Jeg tog for nogle dage siden ud for at træne på en for ham ny plads. Han er netop blevet rigtig hanhund for alvor, så der var jo en masse spændende dufte og ting som han gerne ville tjekke ud. Det betød for det første at han ikke nødvendigvis ville være i nærheden af mig, ej heller at han så på mig. Jeg valgte at træne det enkleste jeg kunne finde på: klikke for at han var tæt på mig uanset hvor han så hen (eller om han snusede i jorden!) og belønne med det allerbedste han ved: VILD leg. Jeg slap ham løs og efter få klik med vild leg kunne jeg køre videre med at ”følge fører under baglæns gang”. Her holdt jeg høj frekvens med lavere værdi på belønningen (godbidder). Mit klikpunkt var ikke at han så på mig. Det var at blive hos mig – intet andet. Jeg ignorerede de gange han så væk og holdt bare høj frekvens. Helt automatisk holdt han op med at se væk. Hvis jeg nu havde fravalgt at klikke og belønne hver gang han ikke så på mig, hvad var der så sket? Frekvensen ville være faldet, og når det bliver vanskeligere at opnå belønning hos mig, vil han bare søge andre belønninger i miljøet. Jeg siger ikke at man skal klikke en masse for uønsket adfærd (snuse i jorden, eller se væk), men jeg siger at man skal lægge et kriterium som er enkelt for hunden at opnå, og at man skal betale ordentligt og ofte nok. Gør du det, giver du hunden en god grund til at være hos dig og holde øje med dig. Og så skal den nok gøre det. Hvis hunden mister sin opmærksomhed på dig, er det vel egentlig bare et tegn på at du enten har belønnet for dårligt eller har strakt frekvensen for hurtigt, og så vil hunden begynde at se efter andre forstærkere i miljøet.

Jeg klikker og belønner specifikt for alle mulige andre tekniske detaljer som er lette for mig at præcisere og så får jeg ”fokus” med i købet når jeg lægger gode kriterier og er opmærksom på belønningsfrekvens og kvalitet. Ikes hoved -position i fri ved fod må han selv vælge, han kigger op helt af sig selv uden at jeg nogensinde har klikket målrettet for det eller haft godbidderne i munden så jeg kunne spyttet dem ned i hovedet på ham, haft bolden under armen eller andet. Mine belønninger er i lommen indtil klikket har lyt. Hans hoveds position får han frihed til at vælge så den er mest ”naturlig” for ham. Mit job forbliver at holde tungen lige i munden med kriterieplanerne og at belønne ORDENLIGT!