“Fejl” i træningen

“Fejl” i træningen

Vi er i vores kultur ret optaget af ”fejl” – at noget ikke ser ud, er eller bliver som vi havde regnet med eller som en bestemt ramme udstikker som noget forkert. Når vi træner hund, har vi alle sammen i en eller anden grad en målsætning om at en del adfærd hos hunden er ønsket (og ”rigtig”) og noget er uønsket og dermed regnes som ”fejl”. Hvad og hvordan og hvornår noget er fejl, afgør vi når vi har valgt en målsætning, uanset om det er en bevidst og konkret eller en mere diffus.

Når vi træner hunden til noget, er det jo med den hensigt at lære den de adfærd vi ønsker os skal forekomme på bestemte tider og under bestemte omstændigheder. Hunden kan på ingen måde vide hvad det er på forhånd. Så vi kan allerede her konkludere en lille og for mange velkendt ting, men som vi til stadighed glemmer. Når hunden ikke gør som du forventer, laver hunden ikke fejl. Det er dit træningsoplæg der har fejlet. Det er os som trænere der skal tage ansvaret for læringsprocessen. Det er hunden ikke i stand til. Hunde er ikke stædige, ulydige eller umulige når de ”fejler”. De er bare ikke blevet trænet godt nok.

Og måden vi tilrettelægger på, er altafgørende – uanset om du selv mener du træner ”positivt” eller mere ”traditionelt”. Manges tilgang til træning fra begge lejre er efter devisen “hvis det ikke lykkes første gang, så giv ikke op, prøv igen,”. Susan Friedman beskriver denne tilgang i en artikel bragt i Canis i 2017 således:  ”Trial-and-error (T&E) er standard-metoden for læring eksemplificeret i den velkendte talemåde “hvis det ikke lykkes første gang, så giv ikke op, prøv igen,”. Hvor både operant læring og T&E læring bygger på at vælge adfærd afhængig af dens konsekvens, så er den succes man får med T&E tilfældig og opstår ved et tilfælde. Selvom den feedback der gives ved ukorrekt respons (f.eks. straf eller ekstinktion) kan lede den lærende i den rigtige retning, så kan det kræve mange ”AH-AH” eller ”NEJ”, før de mange ukorrekte valg er slettet fra den lærendes palet af mulige valg. Dette gør T&E til en langsom proces som ofte fører til negative følgevirkninger. Den lærende øver sig i fejl og forsøgene og indsatsen bliver straffet (Chance, 2009, p. 312). Udover det, så indikerer forskning, at ekstinktion er en aversiv procedure som udløser uønskede emotionelle reaktioner som f.eks. frustrationer, aggressioner, og at give op.”

Så uanset om du træner ”positivt” (forstået som belønningsbaseret) eller mere traditionelt med indslag af straf – så er denne strategi ikke hensigtsmæssig fordi der er mange bivirkninger ved den. I samme artikel peger Friedman på en anden strategi kaldet Errorless-learning. ”Det handler om at vi tager ansvaret for at reducere fejl, det er nemlig os der kan det. Adfærd er altid betinget af noget, adfærd optræder aldrig i et vakuum. Kloge, gennemtænkte og kreative arrangementer af forholdene for læring, dvs. antecedenter og konsekvenser, er nøglen til at mindske fejl…”. Jeg kan varmt anbefale at læse artiklen i sin fulde længde.

De allerfleste hundetrænere jeg kender, er ret opmærksomme på betydningen og vigtigheden af at være opmærksomme på de konsekvenser der følger en adfærd – altså om den bliver belønnet eller ikke. Men jeg ser også at man ikke er lige så opmærksom på det som sker FØR adfærden. Den teoretisk korrekte betegnelse på dette er antecedenter og det kan virkelig godt betale sig også at lære sig lidt om dette. Det er rigtigt at antecenter ikke styrer adfærden (altså om den vil indtræffe igen eller ikke) men de er med i ligningen og spiller en ikke ubetydelig rolle. Antecedenter er de stimuli, forhold og begivenheder som gør at adfærd kan opstå. Ting som påvirker og som sker før adfærden. F.eks. at en anden hund nærmer sig, at en apportbuk ligger på jorden, at figuranten pisker som en gal foran hunden, at hundeføreren lokker med en godbid, at hunden ikke fik mad hele dagen i går og meget, meget andet. Adfærdsanalytikere inddeler antecedenter i forskellige grupper. Det kan du selv læse mere om andre steder.

Det siger sig selv at ikke alle antecedent-arrangementer er lige gode løsninger i forhold til at få hunden til at udføre den (i vores definition) korrekte adfærd. Er man kreativ nok, vil man kunne opstille et helt katalog af ændringer som kan hjælpe os til at få den korrekte adfærd frem. Når vi ser at noget ikke går som vi havde tænkt, er det derfor vigtigt at stoppe træningen og ikke fortsætte på samme måde igen og igen for ikke at repetere fejl på fejl. Så nu skal du sætte dig ned og analysere din træning: Hvad ligger før adfærden, og hvad fører den til /opnår hunden med adfærden.

Men der er tilsyneladende et paradoks indbygget her i det nogle tiltag for at få adfærden frem, kan være uhensigtsmæssige. Det kan godt være de virker nu og her, men er det en holdbar løsning senere? Hvis vi skal ændre noget på det der sker før adfærden, kan det godt betale sig at se lidt på hvad disse ændringer kan få af langsigtede resultater. Nogle løsninger kan nemlig vise sig at være i kategorien ”tisse-i-bukserne-for-at-holde-sig-varm”. Man skal i hvert fald være bevidst om hvorvidt den ændring man foretager, er en hjælp som er med i billedet ved slutmålet for det scenarie adfærden skal foregå i, eller den ikke er. Typisk er platforme og targets, synlig belønning, figurantens brug af pisk el.lign. ikke ting som må forekomme til en konkurrence. Så man skal vide at man kan gøre adfærden afhængig af disse – de bliver en del af signalet til at udføre adfærden korrekt hvis ikke man er meget opmærksom på at fase det ud. Og nogle af os vælger så fra starten af at undgå for mange påvirkninger og finder en anden vej ved f.eks. at splitte adfærden op i mindre dele. Mange påvirkninger er i min optik helt unødvendige og kan også være særdeles uhensigtsmæssige på sigt (udover hjælpeafhængighed). Det er vigtigt ikke at være for grådig og forvente sig for meget, og det er ofte den grådighed der gør at man griber til unødvendig eller måske endda uhensigtsmæssig hjælp. Vi vil rigtig nok gerne træne mest muligt med en ”errorless” strategi som mål, men man må måske fire lidt på sin opfattelse af hvad der er fejl. Man kan f.eks. lade sig nøje med at belønne for mindre dele af en adfærd for så gradvist at forvente sig større dele før man til sidst får en den fulde form frem. En fri-shapingproces fremfor en lokningsstrategi. Man kan fjerne forstyrrende komponenter (som skal være der til sidst) for så gradvist at sætte dem ind skridt for skridt. At træffe valg i forhold til antecedenter og perspektiverne i det, kan nok fylde en hel artikel for sig selv.

Og så må man også nok se i øjnene at man måske ikke kan træne 100% ”errorless” men tilstræbe at sætte en så god træningsplan op som ikke lader hunden øve sig i at gøre fejl. Det handler ikke om at irettesætte hunden for det den gør forkert, for det fortæller den ingenting om hvad der er rigtigt. Det handler om at DU tilrettelægger situationen så hunden kan finde den rette adfærd, som er vejen til belønningen, men med så lidt hjælp som muligt.  (Mere om hjælpeaktiviteter en anden gang).